19-årige Christian Lundgaard blev nummer to i lørdagens Formel 2-løb på Silverstone og rykkede dermed op på den samlede andenplads i mesterskabet.

Danskeren startede fra andenposition, men mistede med en dårlig start et par placeringer. Dem genvandt han hurtigt, og resten af eftermiddagen jagtede han den førende Ferrari-juniorkører Callum Ilott.

Ilott og Lundgaard skiftede dæk omtrent samtidig, og løbet blev præget af kampen for at holde dækkene i live.

»I Formel 2 handler det hele om dæk-management,« fortæller Lundgaard.

Mod slutningen fik han fra teamledelsen besked på at presse på for at fange Ilott.

»Hvad tror I jeg gør?« replicerede den unge dansker iskoldt.

Kort efter understregede en lille afkørsel, hvor voldsomt Lundgaard satsede, og resten af løbet fokuserede han på at holde andenpladsen.

»Jeg havde håbet at nå et trin højere op på sejrsskamlen, men andenpladsen er OK,« sagde Lundgaard efter løbet.

Næste afdeling af Formel 2-mesterskabet køres allerede søndag, og her starter Lundgaard fra syvendepladsen.