Nederlag til Stoke.

Den sætning smager ikke godt i Arsenal, og efter lørdagens kamp lagde Liverpool-legenden Steven Gerrard ikke fingrene imellem, da han skulle analysere sig frem til, hvorfor det bare ikke spillede for Arsenal.

Her bærer en af Arsene Wengers stjernespillere ved navn Mesut Özil et stort ansvar – han er nemlig så godt som ubrugelig, når Arsenal ikke har bolden.

Det fortalte Liverpool-legenden Steven Gerrard til tv-kanalen BT Sports ifølge Daily Mail.

»Arsene Wenger bliver nød til at adressere problemet, da det er som at være en mand i undertal, når de ikke har bolden. Hans kropsprog gør mig urolig. Når de andre erobrer bolden, ofrer han sig slet ikke for sine holdkammerater. Når de spiller på udebane er han et svaghedspunkt, han arbejder simpelthen ikke nok,« sagde Gerrard efter kampen og opfordrede direkte Wenger til at sætte Mesut Özil af holdet.

»Arsenal har ikke råd til at have sådan en som Özil på slæb. Han trænger til at se sig selv grundigt i spejlet.«

Også den tidligere forsvarskæmpe hos Arsenal, Martin Keown, er kritisk over for Özil.

»Özil bør gøre mere for holdet i dag. Han bør kigge på sig selv. Han vil gerne væk fra klubben, men det kommer ikke til at ske på denne måde. Wenger kommer til at lade ham sidde ude på bænken hele sæsonen. Han er nødt til at hanke op i sig selv og levere varen,« siger Keown til BT Sport-tv-kanalen i England

 
Jesé Rodríguez scorer og bringer Stoke City foran 1-0 mod Arsenal.
Vis mere

Arsenal endte med at tabte 1-0 til Stoke på Britannia Stadium, og Wengers hold har derved tre point for to kampe, eftersom man i de døende minutter af Premier League-præmieren slog Leicester med 4-3.

28-årige Mesut Özil skiftede i 2013 Real Madrid ud med Arsenal. Han har spillet 162 kampe for den engelske storklub, scoret 32 mål og lavet 57 assist.