Ekstremt skandaløse og voldelige scener udspillede sig i Tyrkiet søndag aften.

Efter Fenerbache scorede sent på udebane mod rivalerne fra Trabzonspor og sikrede sig en 3-2 sejr, brød helvede løs på banen, da Fenerbache-spillerne fejrede sejren.

Pludselig regnede det ind med Trabzonspor-fans på banen, som ville slås med Fenerbache-spilllerne. Det endte i absurde scener, hvor flere Fenerbache-spillere synligt blev overfaldet på banen. 

Du kan se i videoen herunder, hvordan de skandaløse scener opstod efter kampen.

Den tidligere Chelsea-angriber Michy Batshuayi afgjorde opgøret med scoringen til 3-2 få minutter før slutfløjtet, og da han sammen med holdkammeraterne fejrede sejren i en rundkreds på grønsværen efter kampen, gik hjemmeholdets tilskuere helt amok.

Slag, spark og glidende tacklinger kom fra Trabzonspor-fans mod Fenerbache-spillerne, der hastede ned mod spillertunnelen, mens flere og flere fans kom ind på banen.

På de sociale medier er der adskillige klip, der viser det ene overfald efter det andet - og der er sågar også nogle situationer, hvor Fenerbache-spillerne slår og sparker tilbage mod fansene for at beskytte dem selv. 

Tyrkiets indenrigsminister Ali Yerlikaya reagerede efterfølgende på de skandaløse scener:

Foto: Depo Photos/Abaca/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Efter Trabzonspor-Fenerbahce-kampen blev spillet i aftes, blev tilskuerne, der løb ind på banen forsøgt identificeret og en undersøgelse af begivenhederne er straks blevet iværksat.«

»Sport handler frem for alt om sportsånd. Det er aldrig acceptabelt, at vold finder sted på fodboldbaner. Offentligheden vil blive informeret om udviklingen,« skrev Ali Yerlikaya på X efter kampen.

De chokerende scener markerer blot den seneste skandaløse hændelse i tyrkisk topfodbold i denne sæson.

I december angreb Süper Lig-klubben Ankaragucus præsident, Faruk Koca, en dommer i forbindelse med en kamp mod Rizespor.

Den skandaløse episode kan du læse meget mere om lige HER.