Damerne først, sagde en gentleman engang.

Men sådan ruller UEFA ikke ligefrem.

Det magtfulde europæiske fodboldforbund har nedsat en fodboldbestyrelse bestående af 24 mænd og nul kvinder, der skal diskutere dommerlinje, kampkalender og andre udfordringer i sporten, der egentlig synes at gælde begge køn.

DBU-bossen Jesper Møller sidder med i UEFAs eksekutivkomité, der har godkendt bestyrelsen, men vil ikke svare på spørgsmål omkring setuppet. Hans norske pendant, Lise Klavesness, er dog meget skeptisk – og 'skuffet', som hun formulerer det.

UEFAs fodboldbestyrelse fik taget gruppefoto.
UEFAs fodboldbestyrelse fik taget gruppefoto.
Vis mere

Fra det danske fodbunds side bliver der henvist til UEFA, der svarer kort.

»Vær venligst opmærksom på, at der vil komme en separat bestyrelse for kvinder, og der vil blive udsendt information herom til den tid,« skriver UEFA til B.T.

De ignorerede derpå opfølgende spørgsmål.

UEFA har ellers brystet sig af at arbejde markant mere for kvindefodbolden i den seneste tid.

B.T. har rettet henvendelse til Michael Laudrup omkring arbejdet i UEFAs fodboldbestyrelse, men han er ikke vendt tilbage.
B.T. har rettet henvendelse til Michael Laudrup omkring arbejdet i UEFAs fodboldbestyrelse, men han er ikke vendt tilbage.
Vis mere

I Danmarks nordiske nabolande har man vidt forskellige tilgange til spørgsmålet.

I Sverige er deres afgående fodboldpræsident Karl-Erik Nilsson fortsat vicepræsident i UEFA, men det svenske fodboldforbund har ikke reageret på B.T.s henvendelse.

Hos det norske fodboldforbund har Lise Klaveness, der ikke blev valgt til UEFAs eksekutivkomité, dog reageret.

»Jeg var skuffet, da jeg så beslutningen fra UEFAs eksekutivkomité om den nye fodboldbestyrelse. Personligt er jeg stor fan af, at spillere og trænere bliver involveret på denne måde, det er meget vigtigt, at UEFA godt ved, hvordan forskellige beslutninger påvirker dem på banen,« lyder det til B.T.

»Men det er trist, at vi i 2023 oplever, at sådan en ekspertgruppe foreslås uden en eneste kvinde på listen. UEFA er ansvarlig for Europas største kvindesport, og der er også mange kvinder, der arbejder på herresiden af ​​fodbold.«

»Det holder ikke efterfølgende at nedsætte et udvalg af kvinder som reaktion på kritik, sådan en refleksion skal ligge på vores beslutningstageres rygrad og værdigrundlag. At sikre kvinders repræsentation i sådanne fora handler ikke om politik, men om kvaliteten af ​​det arbejde, der udføres, og den tillid, vi kan have til de beslutninger, der træffes.«

B.T. ville gerne vide, hvornår fodboldbestyrelsen kommer i stand, men det har ikke været muligt at få svar på.

UEFA er flere gange blevet beskyldt for at være en mandeklub, eftersom det bestemmende organ består af 19 mænd og en kvinde, som skal være der ved lov.