Hun bliver sjældent vist frem i offentligheden, men søndag skete det alligevel.

Selvom David Beckham er et særdeles kendt ansigt på hele kloden, er der alligevel nogle sider af britens liv, som han har holdt forholdsvis godt skjult.

Dette gav David Beckham et glimrende eksempel på, da han søndag lagde et gammelt familiefoto ud på sin Instagram-profil med et 'ukendt' familiemedlem. Det skriver Mirror.

For på familiefotoet ses David Beckham ved siden af sin storesøster Lynne Beckham, som han kun har vist billeder af ganske få gange.

Men søndag var der altså en ordentlig anledning til at vise hende frem, da Lynne Beckham blev 50 år, og det valgte David Beckham at markere.

'Tillykke med de 50, Lynne. Jeg håber, at du får en fantastisk dag, fordi du fortjener det,' skriver han på Instagram.

Ifølge mediet Mirror har David Beckham og Lynne Beckham haft et lettere problematisk søskendeforhold.

I 1999 skulle søskendeparret være blevet uvenner, efter Lynne Beckham giftede sig med en mand, som David Beckham ikke brød sig om.

Men det har dog ikke have forhindret David Beckham i at støtte sin søster finansielt, mens han var en højt betalt fodboldspiller.

Efter sigende skulle David Beckham have betalt for Lynne Beckhams bolig i den britiske by Romford.

Beløbet, som David Beckham angivelig har punget ud med, skulle være omtrent 2,2 millioner kroner.

Selvom søskendeforholdet måske ikke har været perfekt, virker det til, at David Beckham og Lynne Beckham har lagt uvenskabet bag sig. Det indikerer David Beckhams lykønskning i hvert fald.