Daniel Brask-Andersen drømte om 'en rigtig dreng', som han kalder det. En søn, han 'kan spille fodbold med, som godt kan lide at spise burgere og gerne vil have en øl, når han bliver stor'.

Og Maria Mainz drømte om æstetiske graviditetsbilleder i hvid flæsekjole inden den smukke, rosenrøde fødsel, som hun selv havde set på Instagram.

Hun skulle takke nej til smertestillende og i stedet holde sin mor i hånden, mens de sammen fokuserede på vejrtrækningen, og Daniel Brask-Andersen skulle stå klar til at tage imod lille Louie for at blive drengens første kontakt med den nye verden.

Men som man kunne se i torsdagens premiereafsnit af TV 2-programmet 'Årgang 20', blev fødslen hverken rolig eller smuk.

Fødslen tog tre timer, og Maria Mainz skreg fra start til slut, fortæller hun.
Fødslen tog tre timer, og Maria Mainz skreg fra start til slut, fortæller hun. Foto: Warner Bros. Danmark/TV 2
Vis mere

Fra første ve, til Louie var ude, gik der kun tre timer, og Maria Main brølede fra start til slut. Efter 45 minutter fik hun vestorm, og smerten blev uudholdelig for hende, men på det tidspunkt var hun allerede ni centimeter åben, og det var for sent at få smertestillende, fortæller hun.

»Det gjorde så ondt, at jeg ikke kunne være i det. Mit vand var grønt, og jeg var tæt på at skulle have akut kejsersnit, så til sidst blev han hevet ud med sugekop. Det hele gik så stærkt og gjorde så ondt, at jeg ikke føler, jeg nåede at følge med.«

Den 22-årige førstegangsfødende mener, at de alt for høje forventninger gjorde fødslen ekstra barsk. Og det fik alvorlige konsekvenser for hendes første tid med Louie.

Hun var ulykkelig efter fødslen. Hun følte, hun havde fejlet. Og i de første to uger bildte hun sig ind, at hun ikke kunne finde ud af at være mor.

De nybagte forældre kort efter fødslen.
De nybagte forældre kort efter fødslen. Foto: Warner Bros. Danmark/TV 2
Vis mere

»Jeg begyndte at græde, hver gang han græd, og jeg græd, når jeg skulle prøve at skifte ble. Daniel var klart mere sikker i rollen, end jeg var, så han skiftede Louie og gav ham mad. Jeg følte slet ikke, jeg kunne finde ud af det.«

Senere skulle det vise sig, at den spæde dreng også havde en nyresygdom og skulle indlægges. En tid, Maria Mainz har fortalt om på sin Instagram-profil, og som seerne vil få mere at vide om næste afsnit af 'Årgang 20'.

Men paradoksalt nok gjorde indlæggelsen det nemmere for Maria Mainz at rumme mor-rollen. Hun blev nemlig kastet hovedkulds ud i det, da Daniel Brask-Andersen, hendes faste sikkerhedsnet, som pårørende kun måtte besøge sin forlovede og deres søn en time om dagen på grund af den aktuelle coronapandemi.

En måned inde i forældreskabet skiftede hun for første gang ble på Louie, og i dag har hun fundet ro i moderskabet, ligesom Louie har det godt trods en hård start på livet, forsikrer hun.

»Jeg ved ikke, om jeg har fulgt de forkerte på Instagram eller set det forkerte tv, men jeg havde i hvert fald en følelse af, at jeg sagtens kunne klare en fødsel, og at forældreskabet ville blive rosenrødt,« siger Maria Mainz, der alligevel ikke selv havde lyst til at gå forrest og vise andre vordende mødre, hvad man også kan risikere at opleve.

Ikke mens hun var midt i det og ikke kunne ryste følelsen af nederlag af sig i hvert fald.

»Jeg ville ikke have, at alle skulle vide, at det havde været en forfærdelig oplevelse. At det var pissehårdt og gjorde pisseondt. Jeg ville ikke dele det på mine sociale medier,« siger Maria Mainz.

Men TV 2s kamerahold var også med på fødestuen. Og da de fire 'Årgang 20'-familier blev samlet til en weekend for at se sæsonens fire første programmer igennem for at gøre eventuelle indsigelser, blev hun lettet over at se, hvordan fødslen tog sig ud på tv.

I løbet af de næste 18 år vil danskerne komme på fornavn med Louie Brask Mainz.
I løbet af de næste 18 år vil danskerne komme på fornavn med Louie Brask Mainz. Foto: Daniel Hjorth/TV 2
Vis mere

Den var voldsom og ægte. Der blev råbt, skreget og grædt. Men den fremstod ikke så forfærdelig, som hun selv havde oplevet den.

Og hun og Daniel Brask-Andersen er derfor også trygge ved, at de næste 17 sæsoner vil blive en positiv oplevelse for parret – og ikke mindst deres søn, som i løbet af de næste 18 år vil vokse op og blive en TV 2-kendis.

»Hvis han en dag kommer og siger, at han absolut ikke vil mere, så må vi jo tage den derfra. Men vi har fået et godt forhold til produktionsholdet, og det hjælper rigtig meget.«

'Årgang 20' sendes i år fire torsdage på TV 2, men vil fortsætte indtil 2038, hvor Louie og de tre andre børn fylder 18 år.