Hvis du er en af dem, der har ventet i spænding på at høre mere om den næste sæson af den populære tv-serie 'Badehotellet', så er der gode nyheder. Nu er premieredatoen nemlig afsløret.

Den 12. februar klokken 20.00 på TV 2 eller TV 2 PLAY.

På det tidspunkt får femte sæson af den populære serie, som mere end en million danskere ser hvert afsnit af, premiere. Det skriver TV 2.

»Vi glæder os til at samle alle danskere til endnu en forrygende sæson, så vi midt i den kolde vintertid kan tænde for solen, male bønner til en god kop kaffe og tjekke ind på 'Badehotellet' sammen med de gæster, som vi elsker at være i selskab med, siger kanalchef på TV 2, Lotte Lindegaard.

ARKIVFOTO af Rosalinde Mynster og Morten Hemmingsen fra serien.
ARKIVFOTO af Rosalinde Mynster og Morten Hemmingsen fra serien. Foto: Katrine Emilie Andersen
Vis mere

Udover selve datoen er der dog ikke blevet løftet meget på sløret for, hvad den kommende sæson kommer til at handle om.

Bag serien om det fiktive Andersens Badehotel står forfatterparret Hanna Lundblad og Stig Thorsboe. Tv-serien blev første gang sendt den 30. december 2013, og selvom kritikerne ikke altid har været begejstrede for gæsterne på badehotellet eller handlingen, så er den blevet så populær blandt seerne, at hele 1,6 millioner så med, da tredje sæson blev vist. Det er det højeste antal seere, en dramaserie på TV 2 har opnået.

Senere tirsdag offentliggør TV 2 den første videoteaser for den kommende sæson.

ARKIVFOTO af Lars Ranthe, Peter Hesse Overgaard og Jens Jacob Tychsen fra en tidligere sæson af serien.
ARKIVFOTO af Lars Ranthe, Peter Hesse Overgaard og Jens Jacob Tychsen fra en tidligere sæson af serien. Foto: Katrine Emilie Andersen
Vis mere