Tidligere frontfigur for Enhedslisten bliver formand i dagligvarebranchen uden modkandidater 20. april.

Den tidligere Enhedslisten-politiker Pernille Skipper står til at blive ny formand for Coop Amba.

Der er nemlig ingen modkandidater til hende, skriver Finans og Børsen. Hun bliver officielt formand 20. april ved et landsrådsmøde.

Fristen for at opstille kandidater udløb 23.59 fredag aften.

Coop Amba ejer Coop Danmark, der driver Kvickly, SuperBrugsen og 365discount.

Skipper blev indstillet til formandsposten i Coop Amba i januar. Her lød der ros fra Niels Mayland, landsrådsformand i Coop.

- Pernille Skipper har en solid indsigt i samfundsforhold og politik, og hun har en imponerende evne til at analysere og forstå komplekse udfordringer samt formidle disse indsigter klart og effektivt, lyder skudsmålet fra Niels Mayland, udtalte han i en pressemeddelelse 24. januar.

Pernille Skipper udtalte sig også selv samme dag. Her sagde hun, at hun ville skabe større synlighed om Coop som forening og "de særlige værdier, der ligger bag".

- Jeg tror på, at der er et behov for medlemsejet detailhandel, som kan sætte hensynet til bæredygtighed, sundhed og forbrugerne forrest, lød det fra Skipper.

Der venter en opgave med et få vendt skuden i en kriseramt organisation med underskud for Skipper. Det adresserede hun også:

- Det er ikke nogen hemmelighed, at Coop har været i krise, og at man nu er i gang med en kæmpe forandringsproces, hvor man skiller forretning og forening mere ad, sagde hun.

Pernille Skipper, der kommer til at afløse Lasse Bolander på posten, har tidligere været en markant stemme på den danske venstrefløj i sine år på Christiansborg.

Fra 2016-2021 var hun politisk ordfører og dermed de facto leder af Enhedslisten.

Pernille Skipper genopstillede ikke til Folketingsvalget i 2022 på grund af partiets rotationsprincip.

/ritzau/