Ansatte på Restaurant Vejlegården siger, de har det fantastisk – og håber bare snart 3F lader dem være

- Vi har det altså godt, så hvorfor lader de os ikke bare være i fred?

Sådan spørger 32-årige Isabel Bertholdt, køkkenleder på Restaurant Vejlegården, flere gange, da BT i går mødte hende ved et af restaurantens borde ned til den idylliske Vejle Å.



På denne side af restauranten driver vandet fredsommeligt forbi den overdækkede terrasse, mens personalet drøner rundt og servicerer de mange gæster.

På den anden side – omme ved parkeringspladsen – er der ingen fred. Her har naboen, fagforbundets 3Fs lokalafdeling, sat et kæmpe banner op, hvoraf det fremgår, at Isabel Bertholdts chef, Amin Skov, ikke giver de ansatte ordentlige forhold.

Det forstår Isabel, der tidligere var medlem hos 3F, ikke.

- Jeg får præcis det samme udbetalt nu, som da jeg var hos 3F. Og jeg laver præcis det samme. Det ved 3F. Jeg føler ikke, jeg kunne have en bedre chef – og det er altså ikke noget, han har bedt mig om at sige. Sådan har jeg det. Så 3F burde hellere koncentrere sig om dem, der f.eks. ingen overenskomst har.

I dag er parkeringspladsen mellem 3Fs lokale hovedkvarter og restauranten tom. Men i morgen kommer de igen, 3Fs blokade-vagter. Dem med de gule veste, der laver blokade, fordi Amin Skov har tegnet overenskomst med den gule fagforening Krifa.



Synd for demonstranterne
- Jeg synes faktisk, det er lidt synd for dem, der står derude med deres veste og deres flag. De aner jo ikke selv, hvorfor de står der, siger Isabel, som kan se frem til længere barsel, fordi hun nu er medlem hos Krifa.

Også den 20-årige afløser Kamilla Andersen synes, hun har fine arbejdsforhold.

- Jeg elsker at være her. Kollegerne er gode, og chefen er god. Han går og pjatter med os – og synger endda for os. Så jeg har ikke noget at brokke mig over. Og ja, jeg tjener noget mere end mindstelønnen, siger hun og griner.

Heller ikke hun har meget tilovers for 3Fernes blokade.

- Jeg meldte mig ud af 3F, da jeg begyndte her og kunne aldrig drømme om nogensinde at melde mig ind igen, fordi jeg er meget imod deres metoder mod os.

'Ved ikke hvad de taler om’


Selv 43-årige Anna-Marie Poulsen, der er restaurantchef, og en af dem, der ser ud til at have mest travlt, har intet at klage over.

- Det er et fantastisk sted at arbejde, så jeg bliver faktisk lidt ked af, når 3F siger, at vi ikke har ordentlige forhold. For det har vi jo. Jeg får jo en rigtig fin løn, så de ved åbenbart ikke, hvad de taler om.

Også de mange gæster nyder stedet.

- Jeg bor lige om hjørnet, og anede faktisk ikke, restauranten lå her. Men vi er mødt op for at støtte restauranten, de vi mener 3F er kommet ud på et skråplan. Maden er jo god, så det er bestemt ikke sidste gang, vi kommer, siger Laila Fristoft.

Ved et andet bord sidder Jakob Ellemann, medlem af Folketinget for Venstre, og hans kone og sunder sig oven på sildemenuen.

- Vi kørte vel en lille omvej på 100 km for at nå hertil. Vi synes, det er vigtigt at støtte den lille mands kamp mod 3F. Og så er det jo bare et smukt sted med super betjening og fremragende mad.

Om det var de hyggelige omgivelser, den bagende sol eller den sprøde flæskesteg, der gjorde, at det ikke lykkedes BT at finde en eneste kritisk røst i restauranten er uvist. Men sikkert er det, at det i går var ganske svært at få øje på de ’kummerlige’ forhold på Restaurant Vejlegården, som 3F har sat sig for at bekrige.