Onsdag er Kira Marie Peter-Hansen havnet i et mindre stormvejr på grund af en video på hendes Tiktok-profil.

Og videoen, der blev delt på SF-politikerens profil, skulle aldrig have været delt, siger hun nu til B.T.

Derfor blev videoen også slettet, så snart hun blev klar over indholdet.

»Det er tydeligvis gået for stærkt, og jeg vil gerne sige klart undskyld. Så snart jeg blev bekendt med indholdet, fik jeg slettet videoen.«

Sådan lyder det onsdag fra Kira Marie Peter-Hansen, der sidder i Europa-Parlamentet for SF, og er partiets spidskandidat til Europaparlamentsvalget.

Inden videoen blev slettet, nåede en bruger dog at tage et skærmbillede, som han lagde på det sociale medie X – sammen med et spørgsmål til politikeren.

»Jeg har et spørgsmål til den kære Kira: Hvorfor bruger du tid på, hvad slags tøj 17-årige drenge har på?« 

Sådan skriver Venstre-politiker Benjamin Haxha på det sociale medie.

På skærmbilledet fra videoen kan man se en række personer der sidder på en stolerække. I videoen står teksten »Hvorfor er i 17 år og klæder jer som mellemledere?«

Opslaget har fået flere brugere til at reagere negativt.

»Hvor pinligt, hvis mænd havde kommenteret på kvinders tøj/udseende, så …« skriver en bruger.

»Tænk, hvis det var en voksen mand der havde kommenteret på teenage tøsers beklædning. Hvordan havde det taget sig ud?« spørger en anden retorisk.

Og videoen, der altså var lavet for sjov, skulle aldrig være blevet lagt op. Det understreger Kira Marie Peter-Hansen nu.

»Hverken som politiker eller menneske vil jeg dele det her, og det er også derfor jeg tog det ned, så snart jeg blev bekendt med indholdet,« siger hun til B.T.

SF-politikeren fortæller, at det er nogle af hendes kampagneansatte, der har filmet, redigeret og uploadet videoen i løbet af onsdagen, og at hun aldrig ville have godkendt den, hvis hun var blevet forelagt indholdet.

»Det plejer at fungere fint at lægge det op løbende, men det er så gået galt her,« siger hun.

Hun fortæller, at episoden har fået hende til at indskærpe retningslinjerne for sine sociale medier over for sine medarbejdere.

»Vi har skrevet retningslinjer ned, for hvad man lægger op og ikke lægger op. Det er ikke et okay opslag, og vi gør, hvad vi kan, for at undgå at det sker igen fremtiden,« siger hun.

Også på X har hun påpeget, at opslaget er lavet af nogle af hendes ansatte. Og det har fået Kira Marie Peter-Hansens politiske kollega Peter Kofod (DF) til at reagere.

»Dårlig stil at tvære det af på medarbejderne …« lyder det fra folketingspolitikeren.

Og Kira Marie Peter-Hansen fortæller, at hun godt forstår Peter Kofods pointe.

»Peter har jo ret i, at det er mig som politiker, der har det endelige ansvar for, hvad der kommer ud på de sociale medier. Det er vigtigt at sige, at det er mit ansvar og mig, der beslutter at tage det ned, så snart jeg opdager det,« siger hun og fortsætter:

»Peter Kofod er jo også selv politiker. Han ved også godt, at det ikke altid er os selv, der styrer, hvad der bliver lagt på sociale medier,« siger hun.

Kira Marie Peter-Hansen er spidskandidat for SF til europaparlamentsvalget, der afholdes senere i år. Hun har siddet i Europa-Parlamentet siden valget i 2019.

Lyt til B.T.s debatprogram 'Borgerlig tabloid' her, eller hvor du lytter til podcast.