Et beslutningsforslag, der har til formål at gøre en ende på afpresning af kvinder i islamiske skilsmissekontrakter, er ved at blive til. 

Afsenderne på det kommende forslag er Dansk Folkeparti og kommer, efter B.T. torsdag skrev om de problematiske skilsmissekontrakter, som nogle muslimske kvinder i Danmark bliver udsat for. 

»Helt absurd, at den slags stadig foregår,« siger Pia Kjærsgaard, der er partiets udlændingeordfører, til B.T.

Problemet er ikke nyt – faktisk kan artikler om islamiske skilsmissekontrakter spores 20 år tilbage i B.T.s arkiv. 

Nu har to forskere i dansk Sharia, Jesper Petersen og Niels Valdemar Vinding, sendt en række anbefalinger til regeringen. 

Skiftende regeringer har også forsøgt at komme problemet til livs, men ifølge de to shariaforskere hjælper de forskellige lovgivninger ikke. 

»Det er fint, at det overrasker dig. Men det er ikke i orden, at det overrasker politikere. For det her kan de læse i de rapporter, de selv bestiller. Det står i dem,« sagde shariaforsker Jesper Petersen til B.T.s journalist.

Pia Kjærsgaard er særligt bekymret for kvinderne, der bliver fanget i deres ægteskab på grund af de »urimelige krav«. 

Pia Kjærsgaard vil nu ændre loven. Arkivfoto.
Pia Kjærsgaard vil nu ændre loven. Arkivfoto. Foto: Linda Kastrup
Vis mere

»Det skal være en normal del af ægteskaber i Danmark, at man kan komme ud af dem og blive skilt. Selvfølgelig skal alle kunne det,« siger hun. 

Det er jo blevet prøvet flere gange før. Hvad tænker du, der kan gøres, Pia Kjærsgaard?

»Jamen man skal jo kigge på, hvilke urimelige krav, der kan skrives ind i loven. Et hvert rettænkende menneske kan jo se, at det her ikke går. Det er jo en form for vold – ikke fysisk vold, men psykisk,« siger Pia Kjærsgaard. 

Forskerne peger jo på, at det er svært at retsforfølge, de her sager, hvad kan man gøre ved det? 

»Under alle omstændigheder skal det her kigges på. Jeg har sendt det videre til folk i partiet, der skal kigge på, hvordan man kan lovgive på det her område. Det er så vigtigt, synes jeg.« 

Lyt til B.T.s politiske podcast 'Slottet & Sumpen' med Joachim B. Olsen. I denne uge interviewer han de to shariaforskere bag opråbet.