Minus 17 graders kulde er på få dage blevet afløst af mildt forårsvejr. Her er forklaringen.

For få dage siden var Danmark ramt af sne og hårde minus grader. Men lørdag blev frosten pludselig afløst af tøsne, der igen blev afløst af tæt, tæt tåge. Mandag blev der målt helt op til 9 graders varme.

Det vilde vejrskift, skyldes forandringer i de overordnede luftstrømme der styrer vejret på vores del af planeten. Det forklarer Trine Pedersen, der er vagthavende meteorolog hos DMI.

»Vi har ligget på den kolde side af polarfronten, der har fejet kold luft ned, men den er blevet afløst af en luftstrøm der kommer fra vest og sydvest. Det er en mild og maritim Atlanterhavsluft,« siger Trine Pedersen.

Da vinteren var på sit koldeste blev der målt nattetemperaturer helt ned til minus 17 grader. Den almindelige nattetemperatur lå på 10-15 minusgrader, mens dagtemepraturen aldrig kravlede over minus 2 grader.

Men de vejrforhold skiftede lørdag, da en front kom ind fra vest og skabte et kraftigt snevejr. Den lune lufts møde med den kolde jord skabte en fortætning af luftfugtigheden fra den smeltende sne og skabte en massiv tåge.

Mandag var det så tid til at åbne jakken lidt, for mandag blev der nogle steder målt temperaturer helt op til 9,2 grader. Og DMI forventer, at det milde vejr fortsætter i de kommende dage. Sidst på ugen kan solen også finde på at titte frem, men det lune vejr er ingen garanti for, at vinteren er slut.

»Det er jo stadig vintermåneder, så det kan stadig nå at blive koldt igen,« siger Trine Pedersen.

Tirsdag ventes DMI at have en sæsonprognose klar, der vil forsøge at spå om vejret i resten af vintersæsonen.