Der er et alternativ til blomster og chokolade, når det i morgen er Mors Dag. Stik hende en film med en mor/datter-pointe

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Sig det med blomster. Sådan plejer remsen at lyde hvert år, når tiden nærmer sig Mors Dag, som jo rammer os i morgen!

Men du kunne også overveje at stikke hende en rigtig mor/datter film, som mere eller mindre diskret sender det signal, du har i tankerne.

For at du ikke skal være helt på herrens mark, når du bevæger dig ud til DVD-hylderne, giver B.T. dig et par forslag med på vejen:

DEN GODE MOR
»Den vilde rose«: Den rørende historie om en ung kvinde fra den forkerte side af jernbanen, der får arbejde i huset hos en velhavende sydstatsfamilie, som tager hende til sig. Selvom mor/datter-relationen ikke indgår direkte i handlingen, er det særlige ved denne film, at mor/datter - nemlig skuespillerne Laura Dern og Diane Ladd - spiller sammen og begge blev Oscarnomineret for deres præstation. »Deres sensommer«: Her spiller den vidunderlige Katherine Hepburn rollen som den udglattende kone til den pensionerede professor, der har svært ved at affinde sig med at have nået de 80. Og det bliver ikke bedre, da deres datter kommer dumpende for at afsætte sin søn.

»Italiensk for begyndere«: Godt nok tæller den skønne danske dogmefilm overordnet adskillige uafhentede kærlighedspakker på hylderne, men en af disse pakker og hendes forhold til sin syge mor griber alle om hjertet. De to spilles af Ann Eleonora Jørgensen og Lene Tiemroth. »Okay«: Er endnu en nyere dansk perle, i hvilken Paprika Steen spiller den nok så styrende Nete, der føler, at hun må tage affære, da faren pludselig bliver meget syg. Men i sin misforståede iver for at tage kontrol, ænser hun intet af, hvad der foregår omkring hende. Hverken med faren, manden eller teenagedatteren. »Tid til kærtegn«: En sand tåreperser med Shirley MacLaine og Debra Winger i rollerne som mor og datter, hvis forhold står på den ultimative prøve, da datteren får konstateret kræft. Og så er det bestemt heller ikke uinteressant at få en række djævelske glimt af Jack Nicholson som MacLaines nabo!

DEN ONDE MOR
»Dansen med Regitze«: Kaspar Rostrups Oscar-nominerede film fra '87 med Ghita Nørby og Frits Helmuth som det umage pensionerede ægtepar Regitze og Karl-Åge, der afholder stor sommerfest for venner og familie i kolonihaven i skyggen af Regitzes dødsdom. Det er Kirsten Rolffes der spiller hendes koleriske og umulige mor. »Den kroniske uskyld«: Selvom denne Rifbjerg-klassiker egentlig er en ungdomsfilm om de to gymnasievenner Tore og Janus, hvis venskab sættes på en prøve, da Tore forelsker sig i rigmandsdatteren Helle, er netop forholdet mellem hende og hendes onde mor - i Susse Wolds skikkelse - ret afgørende for forløbet! »Ditte menneskebarn«: Filmatiseringen af Martin Andersen Nexøs romanklassiker om et barn, der går grueligt meget ondt igennem, startende da moderen Sørine forlader hende allerede som spæd for siden at hente hende igen, da en ny mand og flere børn er kommet ind i hendes liv.

»Mor er den værste i verden«: Er en ualmindelig grusom fortælling om at gøre sit barn fortræd. Og at den tilmed har sit afsæt i det virkelige liv, gør ikke gruen mindre! Mor er i dette tilfælde Hollywood-stjernen Joan Crawford - spillet af Faye Dunaway - som såvel fysisk som psykisk mishandlede sin adoptivdatter Christina.

»Psycho«: Mor/datter forhold sådan i gængs forstand kan man måske ikke postulere ind i denne Hitchcock-klassiker om det lille Bates motel, der måske ikke lige er det klogeste sted, at gøre ophold for natten!