Den bedste, mest intense og tændte turné- premiere fra D-A-D i ti år.
Men Jesper, uanset om det er okay med dig eller ej, så tror jeg nok, jeg hænger på lidt endnu efter vel nok den mest intense, sammenbidte og tændte turnépremiere, jeg har oplevet D-A-D levere siden premieren på »Riskin' It All« turnéen i Århus engang først i 90'erne.
Lad os til en indledning slå et par ting fast: for det første er D-A-D jo nu engang det eneste D-A-D, vi har. Forstået derhen at jeg - endnu engang - ikke kan komme i tanker om andre bands hér i landet, som er i stand til og har numre til at gå ud og give en koncert så velturneret, med et sådant internationalt antrit og uforskammet påtrængende, som d'herrer Binzer, Binzer, Petersen og Sonne gjorde det i aftes.
For det andet: dét, D-A-D formentlig aldrig vil kunne fatte - taget i betragtning hvor meget de har roteret om sig selv på grund af de dårlige anmeldelser - er, præcis HVOR højt vi altså er nogle, der elsker dem. Og derfor også tugter dem derefter, når »produktet« ligesom ikke er helt på toppen.
Jeg skal så ikke kunne afgøre, om det er de dårlige anmeldelser af »Soft Dogs«, der har gjort det, men det dér i aftes? Hold da kæft!
Se, i lyset af »Soft Dogs« og i lyset af nogle private problemer, jeg skal spare jer for, var jeg omtrent så stemt for at gå til D-A-D koncert i aftes, som jeg havde lyst til at foretage en spontan omskæring af mig selv med en ujævn kødhammer og et sæt rustne barberblade. Alligevel skulle vi kun to numre, »Hey Little Airplane« og »Evil Twin«, ind i koncerten, før D-A-D havde smurt et smørret smil i sylten på mig, som holdt sig koncerten ud.
Uden sammenligninger i øvrigt viste D-A-D - i lighed med Thomas Helmig for nylig - at det ikke nødvendigvis er skidesmart for andet end renommét blandt kollegerne at svede over sine pladeindspilninger i fine udenlandske studier med ditto producere. For hvad skete der, da det kom dertil, hvor det virkelig betyder noget - foran de trofaste og forbenede fans i en gennemsvedt sportshal? Jamen, så viste det sig jo, at numre, som i studiet og på »Soft Dogs« nærmest er spillet, pillet og VILLET ihjel - »The Truth About You«, »So What« og »What's The Matter« f.eks. - pludselig foldede sig ud som de klassiske rocknumre, jeg formoder, de oprindelig var ment som. Pludselig blev de jo spillet med den umiddelbare påtrængenhed og det afgørende ATTACK, som totalt mangler på »Soft Dogs«.
Men okay. De nye numre ufortalt var det i høj grad D-A-Ds evner til at lægge en uforlignelig sætliste, der gjorde aftenen til én af dem, man vil huske et godt stykke tid. Et velkomment comeback til »Naked (But Still Stripping)« og kongeklassikeren »Rim Of Hell« fik én af vennerne til fuldt berettiget at brøle »VERDENSKLASSE!« efter alle, der ikke havde for travlt med at headbange til at høre efter. Ligesom en 1-2-3-4-fuck-you afslutning af hovedsættet med »Everything Glows«, »Reconstrucdead«, »Bad Craziness« og »Simpatico« ganske enkelt var præcis det, The Rock And Roll Doctor ordinerede for at få selv en hærdet skeptiker som undertegnede til at té sig som en fordrukken trucker til en Bachman-Turner Overdrive koncert i 1975.
Det var så godt musikalsk liv, det var så velspillet og -oplagt, og det var med en lyd så sublim som sjældent hørt i en sportshal. Samtlige bandmedlemmer spillede op til deres bedste - i hvilken sammenhæng trommeslager Laust Sonne tilsyneladende aldrig er mindre end sublim - og det er mig altså (igen!) en gåde, hvorfor et band, som i de bedste øjeblikke i aftes var et hardrockband i verdensklasse, ikke vil stå ved, at det er lige præcis dét, de er, når de er bedst: HÅRD ROCK!
Men det må de jo selv om (eller må de?). I hvert fald er det nok muligt D-A-D gerne vil skilles fra mig og andre, der mener, de er bedst, når de rocker hårdest. Men vi vil altså ikke skilles fra dem, og det kan de sgu lige så godt lære at leve med.
Det i aftes, mine damer og herrer, var rock med høj rejsning. »Soft Dogs«? Glem det - hér regerer det hårde hold, og festen er hermed skudt i gang.
D-A-D, turnépremiere, Roskilde Hallen.
