Chefpolitiinspektør Per Larsen fik ved et tilfælde konstateret kræft i den ene nyre. Operationen er forløbet godt, og han forventes snart tilbage i jobbet.

Chefpolitiinspektør Per Larsen, 63 år, har fået konstateret kræft i sin ene nyre. Det skriver seoghør.dk, der kan fortælle, at svulsten blev opdaget ved et tilfælde.

- Jeg havde nyresten, og i den forbindelse fandt man også en svulst, fortæller Per Larsen.

Svulsten viste sig at være ondartet, og Per Larsen måtte sygemelde sig. Han har nu fået fjernet den kræftramte nyre.

- Operationen gik som planlagt, og kræften er gudskelov væk igen, siger en lettet Per Larsen.

Chefpolitiinspektøren forventes at vende tilbage til jobbet i midten af august.