Seks smukke Bodil'er. Det er, hvad de to kvindelige instruktører Susanne Bier og Annette K. Olesen har muligheden for at score, når der 2. marts uddeles Bodil-statuetter i Imperial, København.



På årets nomineringsmøde blev begge indstillet som kandidater til »Bedste danske film«, og derudover hele fem mulige skuespillerpriser. Og selvom begge sikkert er og har al mulig grund til at være umådelig stolte over det, er det dog skuespilleren Jesper Christensen, der skriver Bodil-historie.

Han har nemlig opnået at blive nomineret som »Bedste mandlige birolle« for sin præstation i såvel »Små ulykker« som »Okay«. Udover sig selv er han i den kategori oppe imod Nikolaj Lie Kaas (»Elsker dig for evigt«), og Henrik Prip (»Små ulykker«).

Christensen er dog ikke ene om at gå igen. Det gør Paprika Steen også. Hun er nomineret for sin hovedrollepræstation i »Okay«, men også for sin birolle i »Elsker dig for evigt«. I denne sidste kategori dyster hun med Birthe Neumann fra samme film, Jannie Faurschou i »Små ulykker« og Julia Davis i »Wilbur begår selvmord«.

Som »Bedste kvindelige hovedrolle« kandiderer, udover Paprika Steen, Sonja Richter (»Elsker dig for evigt«), Maria Bonnevie (»Jeg er Dina«) samt Maria Rich Würgler (»Små ulykker«).

At Mads Mikkelsen er nomineret som »Bedste mandlige hovedrolle«, er næppe den store overraskelse. Han vil dog få kamp til stregen fra Jørgen Kiil, der fik sit store comeback med »Små ulykker«, Ole Ernst i »Okay« og Jens Albinus i »At kende sandheden«.

De fem film, der i år skal kæmpe om prisen som »Bedste film« er »At kende sandheden«, »Elsker dig for evigt«, »Okay«, »Små ulykker« og »Wilbur begår selvmord«.

Som »Bedste amerikanske film« er »The Man Who Wasn't There«, »Mulholland Drive«, »Gosford Park«, »In The Bedroom« og »The Royal Tenenbaums« nomineret, mens »Bedste ikke-amerikanske film« kan blive »Tal til hende«, »Manden uden fortid«, »Pianisten«, »... og din mor« og »Yi Yi«.

Som tidligere år vil det være muligt at købe billetter til den store Bodil-fest. Men hvornår disse sættes til salg, er endnu ikke afklaret.