Der findes kongelige hofleverandører - og så findes der dem, der leverer direkte til folket. Regner Grasten hører til i den sidste kategori, og torsdag kunne filmproducenten fejre sin 50 års fødselsdag med en reception.

Tre dage før den rigtige fødselsdag på lørdag.

»Jeg må indrømme, at jeg jo er en ægte aprilsnar,« grinede Grasten.

Mens pakke-slæbende gæster stod i kø for at gratulere manden bag succeser som »Anja & Victor«-trilogien, »Krummerne«, »Askepop« og »Familien Gregersen«. På gavesiden var der en del muntre indslag.

Grastens PR-hold stod f.eks. for en boksebold med påklistrede sedler med tekster som »PR-folk«, »producentforeningen« og »Dansk Folkeparti«. Men som fru Grasten, som også hedder Tove, kunne tilføje, så er der i virkeligheden kun én ting, som fødselaren nærer et afgrundsdybt had imod;

»Det er vejret. Han hader solskin. Og sne. Og kulde. Og regn. Han påstår, at det alt sammen holder folk væk fra biograferne. Hehe«.

maggie@bt.dk