I 100-året for den franske maler Henri Matisses gennembrud i Paris vækker han stadig furore på det danske parnas.

Landets to førende museer er røget ud i en strid om den franske maler Henri Matisse.

Begge museer åbner med en dags mellemrum udstillinger med den kendte maler. På fredag åbner Louisiana for en udstilling af Matisse med 150 værker, mens Statens Museum for Kunst dagen efter åbner deres udstilling med ni værker.

Louisianadirektør Poul Erik Tøjner anklager Statens Museum for Kunst for at snylte på Louisianas markedsføring. Han mener, at Statens Museum for Kunst har set en markedsføringsfordel ved at koble sig på Louisianas projekt.

Men det afviser direktør for Statens Museum for Kunst Allis Helleland blankt. Hun siger, at museet har foreslået Humlebæk-museet samarbejde omkring både markedsføring og fællesbilletter.

/ritzau/