»Ligesom andre, der er vilde med noget, var jeg utrolig nysgerrig efter at vide, hvordan tingene blev til,« siger Anders Østergaard, der både er hengiven fan og instruktøren bag filmen »Gasolin'«, der har premiere 10. marts.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Han er samtidig manden bag dét, de fleste i virkeligheden havde indstillet sig på aldrig ville ske. Foreningen af Kim Larsen, Franz Beckerlee, Wili Jønsson og Søren Berlev.

»Filmen blev til ved, at de fire satte sig ned og var meget motiverede for at fortælle. Og egentlig har jeg bare prøvet at følge med og hænge på,« siger Anders Østergaard.

En bedrift
At han overhovedet fik gasserne til at takke ja til endelig at klarlægge, hvad det egentlig var, der skete fra den spæde start i 1969 og til orkestrets opløsning i 1978, er en bedrift i sig selv. Flere gange har de fire afvist tilbud om at lave den endelige film.

Men med Anders Østergaard var det anderledes. Flere i Gasolin' nærede en dyb respekt for dét, som den 40- årige instruktør kunne fremvise fra sine tidligere film. Uvæsentligt var heller ikke det faktum, at der i Gasolin' var en forkærlighed for tegneserien Tintin.

I 2003 fik Anders Østergaard nemlig sit filmiske gennembrud med dokumentaren »Tintin og mig«, og det var derfor fire meget medgørlige musikere, han skulle til at lave film med.

Ikke spor vrangvillige
»Jeg skulle ikke hive noget ud af dem. Selvfølgelig skulle jeg lige huske dem på dagsordenen og kaste et svar fra den ene videre til den anden. Men at skulle hale tingene op fra nogle vrangvillige rockstjerner var slet ikke min oplevelse af det.«

Anders Østergaard har valgt at fortælle filmen igennem splinternye interview med de fire.

De nye, og ofte overraskende udtalelser, krydres med gamle, nostalgiske optagelser af de unge gassere, og lydtapetet er selvklart en lind strøm af de udødelige sange.

Men selvom instruktøren altså ikke måtte kæmpe med at få de fire til at åbne munden, opstod der problemer undervejs. Optagelser, hvor gruppen samlet sad og diskuterede det, der var engang, er klippet ud af filmen.

»Vi forsøgte det, men det spillede ikke. Det endte med, at de dannede front imod mig og spurgte: Hvad vil han nu, det unge menneske,« griner Anders Østergaard og forklarer videre:

Noget går tabt
»Jeg var ikke interesseret i det firehovedede monster Gasolin'. Som gruppe definerer man en fælles attitude, og det er ikke nødvendigvis det fulde menneske. Der går altid noget tabt, når man sidder og finder det kompromis, som det nu er,« siger han.

Østergaards ærinde har i stedet været at prøve at komme ind i hovederne på Gasolin'. Om det er lykkedes, får biografpublikummet mulighed for at vurdere, når filmen i næste uge rammer det store lærred.

Selv har Anders Østergaard en god fornemmelse.

»Det tager altid lang tid, før end jeg falder til ro. Men jeg kan jo se på folk, at filmen fungerer. At de griner, og at de såmænd også græder. Og så må man jo have ramt noget.« kve@bt.dk»Gasolin'« kan ses i

biograferne fra 10. marts