De transatlantiske flyveje bliver tungt besat af det danske jetset den kommende tid. Danske kendte valfarter nemlig til Hollywood for at deltage i vinterens første Style Mansion-fest.

Datoen er den 9. februar, og her slår agenten Claus Hjelmbak endnu en gang dørene op for Hollywoods elite. Festen har mange internationalt kendte på gæstelisten. Indtil videre forventes det, at Fergie, Paris Hilton, P. Diddy og Snoop vil vise deres dyre ansigter ved festen. Paris Hilton har før gæstet Style Mansion i 2008 og i 2007 i selskab med Britney Spears.

Denne gang bliver det dog sværere for Claus Hjelmbak at rive frøken Spears med til festen. Popstjernen har et hårdt presset program, inden hun til foråret indleder sin nye tour i New Orleans, Louisiana.

- Hendes far bryder sig ikke om det, fordi jeg kender Britneys kusine, Alli Simms. Og hende kan Britney ikke hænge ud med, forklarer Hjelmbak til B.T.

Dansk fest
Men de kendte danskere kan sagtens lokkes alligevel.

Ifølge B.T.s oplysninger vil skuespillerne Sofie Lassen-Kahlke og Thomas Levin være blandt gæsterne, der flyver til Los Angeles for at overvære festen. Desuden ventes Kira Eggers, Sascha Dupont – og den amerikanske ambassadør, James P . Cain, at komme.

- Det er rigtigt, at de har meldt sig, bekræfter Claus Hjelmbak.

Blandt firmaerne, der deltager i Style Mansion, er Dennis Knudsen, som også selv vil komme til festen som sædvanlig.

Populære produkter
Et helt nyt tiltag er Ole Henriksen, som for første gang vil præsentere produkter til festen. Ved de tidligere Style Mansion-fester har han været inviteret som gæst, men nu har han ifølge Claus Hjelmbak også sine produkter med. Oles produkter er allerede kendt af stjernerne, og ugebladet OK! kunne i julen fortælle, at skuespilleren Charlize Theron var forbi hans spa på Sunset Boulevard for at få en ansigtsbehandling.

Forleden kunne B.T. fortælle, at »I kissed a girl«-sangerinden Katy Perry skal være vært for Style Mansion-festen. Hjelmbak kender nemlig Katy privat og har fejret nytår med hende i Los Angeles.

- Det bliver en meget spændende fest. Og jeg vil den 9. februar fortælle, hvad der kommer til at ske til den næste fest, der formentlig bliver holdt allerede i marts, siger Hjelmbak til B.T.