Den danske film 'Grisen' fik ikke en Oscar. Det gjorde til gengæld to andre personer med bopæl i Danmark. Danske Idas far, James Marsh, vandt en Oscar for bedste dokumentarfilm.

Ida på fire har allerede en storesøster, men fremover skal hun også dele lejligheden i København med en lille fyr ved navn Oscar. Idas far, James Marsh, bringer nemlig den eftertragtede pris hjem til Danmark som bevis på, at hans »Man on Wire« var den bedste dokumentarfilm ved den 81. uddeling af The Academy Awards.

- Jeg så far i morges. Han var glad, siger Ida, der bliver passet af sin onkel, mens mor Anne Mette og far James, der er født i England, gik til fest hos Madonna for at fejre triumfen.

Så du ham på fjernsynet?

- Nej, på computeren, lyder det med den største selvfølgelighed fra Ida, der lige som de øvrige kammerater fra Børnehaven i Kongens Have tager Youtub og andet web-tv for givet.

James Marsh sendte en hilsen til sine børn, da han modtog den eftertragtede statuette for sin film om artisten Philippe Petit, men onklen fortæller, at det vakte større opsigt hos børnene, at Wall-E vandt for bedste animationsfilm.

- Den er rigtig god, fastslår Ida.

Dorte W. Høghs kortfilm »Grisen« fik ingen Oscar, men udover 45-årige James Marsh kunne Danmark også sole sig lidt i Anthony Dod Mantles triumf. Den engelsk-fødte fotograf, der vandt for »Slumdog Millionaire«, er uddannet i Danmark og har stået bag kameraet for blandt andre Thomas Vinterberg, Lars von Trier og Lone Scherfig.