Succesen i Berlin for børnefilmen »Kald mig bare Aksel« fejrede instruktør Pia Bovin ved at passe en smørre- brødsforretning.

BERLIN: Dansk børnefilm ryddede om ikke hele bordet så en væsentlig del af det, da der i går eftermiddag blev uddelt priser i Berlinalens Kinderfilm-festival.

Således hev først Pia Bovin og hendes »Kald mig bare Aksel« voksenjuryens førstepris hjem, og efterfølgende tildelte samme jury en »special mention«, altså særlig fremhævelse, til Jannik Hastrups tegnefilm »Drengen, der ville gøre det umulige«.

Mens Hastrup er en garvet rotte, som tre gange tidligere har deltaget i konkurrence her i Berlin, var det første gang for Bovin, som debuterede med »Kald mig bare Aksel« sidste efterår.

»Jeg blev helt vildt boblende glad,« siger Bovin, som fik meldingen sent torsdag aften. »Og faktisk var jeg på vej i seng, da Louise Vesth (filmens producer, red.) ringede.

Jeg har prøvet at skubbe det fra mig. Men der ligger jo et håb indeni én om, når først man er med i en konkurrence, at tænk hvis man fik en pris,« siger hun med et stort grin og en enorm glæde, der i det mindste virker, som om den får hende til at fortrænge, at hun siden sidste weekend, hvor hun og filmens spillere var her for at præsentere filmen, har rendt rundt hjemme i Danmark med 40 i feber.

Desværre var børneskuespillerne på vinterferie og havde derfor ikke mulighed for igen at komme til Berlin for at lade sig hylde. Den ære måtte hun nøjes med at dele med Abdel Mahmoud - filmens Ali - som nu ellers havde andre planer for denne weekend.

»Jeg er lige kommet ind på journalisthøjskolen, og havde inviteret en af mine venner til Århus for at kunne feste igennem fredag. I stedet måtte jeg stoppe kl. 1 om natten for at tage toget til Kastrup og nå morgenflyet herned,« kommer det lettere moppende fra Abdel.

»Hør, han har allerede lært at journalist-brokke allerede,« griner Bovin, som sammenligner sin egen boblende tilstand med forelskelse og kalder prisen en »enorm anerkendelse af ens arbejde«, omend måden hun fejrede den på var noget særpræget.

»Jeg havde lovet en gammel veninde, som har en smørebrøds- og cateringforretning på Vesterbro, at jeg ville passe biksen for hende fredag. Så kl. 7 fredag morgen stod jeg iført forklæde og hvide træsko og smurte sandwich. Det er totalt typisk for mig, at når så stor en dag indtræffer, så står jeg og smører smørrebrød.«

Ligesom Abdel i øvrigt også mener, at det måske også er typisk Bovin, at hendes film var på nippet til at måtte udgå af konkurrencen af tekniske årsager, og så alligevel går hen og vinder.

»Da den skulle vises hernede sidste weekend, opstod der tekniske problemer, så de måtte stoppe filmen. Og det tog fem kvarter før de havde løst problemet. Mens publikum tog det pænt, og der generelt var en go' energi i salen, så havde både børne- og voksenjuryen andre film, de skulle videre til. Og var der gået fem minutter mere, var vi røget ud af konkurrencen på grund af det,« fortæller Abdel.

Jannik Hastrup har sin tvivl om, hvad prisen for »Drengen, der ville gøre det umulige« - som havde premiere sidste weekend - kan gøre for ham.

»Det ville da være fint, hvis det betød, at der blev solgt flere billetter hjemme, at flere gik ind og se den. Men strengt taget kan jeg i min alder ikke bruge den til andet, end glæde mig over, at tegnefilm opfattes på lige fod med spillefilm.«

Dermed blev der altså i år ingen pris til Henrik Ruben Genz' »En som Hodder«, der var åbningsfilm på børnefilm-festivalen. Krystalbjørnen, som er børnejuryens førstepris, gik i år til den svenske film »Elina«.