Skuffelsen over Ruslands og Kinas veto mod en resolution mod Syrien i FN's Sikkerhedsråd er massiv.

Den amerikanske regering har onsdag lovet at opretholde presset på Syriens præsident Bashar al-Assads regime. Det sker dagen efter, at Rusland og Kina nedlagde veto mod en FN-resolution mod Syrien.

- USA vil fortsat arbejde sammen med så mange lande, som vi kan, for at øge presset på det syriske regime, oplyser Victoria Nuland, der er talskvinde for det amerikanske udenrigsministerium.

- På trods af tirsdagens afstemning i går, tror vi på, at antallet af lande, der er parat til at stramme løkken om det syriske regime, fortsætter med at stige, og vi vil arbejde sammen med dem, tilføjer hun.

Rusland og Kina nedlagde veto mod en resolution fra Sikkerhedsrådet sent tirsdag, som ville have truet med mulige sanktioner mod Assads regering.

- Vi er overbevist om, at historien vil vise, hvilken nationer, der havde ret, og hvem der befandt sig på den forkerte side af tirsdagens afstemning, siger Nuland.

Mens vestlige nationer raser over Rusland og Kinas veto, så understreger de to lande, at enhver form for sanktioner er uacceptable.

USA's FN-ambassadør, Susan Rice, siger, at USA er oprørt over Sikkerhedsrådets manglende evne til at gribe ind over for Syrien.

I samme ånd siger Nuland, at den syriske oppositions hjemmesider og blogs udtrykker enorm vrede og skuffelse, især rettet mod de to vetolande.

- Det er klart, at den modige og overvejende fredelige, syriske opposition, der har rejst sig mod overgreb og kugler, tortur og anholdelser dag efter dag i byer over hele Syrien er blevet alvorligt svigtet af denne afstemning, siger Nuland.

/ritzau/AFP