Arvefjenderne Indien og Pakistan er på forsoningskurs, og de to lande har netop indgået en symbolsk vigtig visumaftale.

PAKISTAN: Forholdet mellem nabolandene Indien og Pakistan har i mange år været præget af samme varme som en dybfryser, men nu er der en opblødning på vej.

Lørdag underskrev repræsentanter fra de to landes regeringer en historisk visumaftale, som skal bane vejen for, at indere og pakistanere nemmere skal kunne rejse mellem de to lande.

Samtidig kommer der som følge af det forbedrede forhold nu til at afgå daglige fly mellem de to atommagters hovedstæder, ligesom der indsættes en færge mellem millionbyerne Mumbai og Karachi.

Aftalen betyder, at forretningsfolk fremover vil kunne besøge 10 byer i begge lande, mens indiske og pakistanske turister kan få visum til fem byer i nabolandet.

- Vi vil bygge videre på enigheden og vil ikke længere lade uenigheder skille os. Vi må ikke lade historien tage os som gidsler. Vi må lære af de muligheder vi har misset, og vi må forpligte os på ikke at misse fremtidige muligheder, sagde Pakistans udenrigsminister Hina Rabbani Khar, da visumaftalen var skrevet under.

- Lad os ikke se tilbage, som du ganske rigtigt siger, lad os ikke være gidsler af det, der er sket tidligere. Jeg mener, at vi må fokusere på fremtiden, kvitterede hendes indiske kollega Somanahalli Mallaiah Krishna ifølge thenews.com.

Arvefjenderne Indien og Pakistan har bekriget hinanden tre gange, siden det altovervejende muslimske Pakistan blev skilt fra det hindudominerede Indien i 1947 i forbindelse med begge landes løsrivelse fra Storbritannien. Stridens kerne har flere gange været grænseregionen Kashmir, også i 2003, hvor det dog lykkedes at undgå en krig. Herefter blev fredsforhandlinger indledt, men de blev afbrudt igen i 2008, efter det dødelige terrorangreb i Mumbai, hvor flere pakistanske terrorister angiveligt var indblandet.

Mindst 174 personer mistede dengang livet, og Pakistan har nu lovet, at retsforfølge de ansvarlige.