New York får en ny skyskraber, der giver konkurrence til byen højeste bygning, Empire State Building. Det ny højhus bliver kun 18 meter lavere.

Empire State Building i New York får i fremtiden en lillebror i skyskraber-klassen, efter at byens myndigheder har givet grønt lys til opførslen af en 67 etager høj skyskraber to blokke fra Empire State Building.

Den nye bygning, som investeringsfirmaet Vornado Realty Trust står bag, bliver 363 meter højt - lidt under Empire State Buildings 381 meter, der er New Yorks højeste.

Planerne om den nye skyskraber, der har fået støtte fra borgmester Michael Bloomberg, er af amerikanske medier blevet omtalt som kampen om New Yorks skyline.

Firmaet Malkin Holdings, der ejer Empire State Building, har kaldt den nye bygning for et "skrummel".

Malkin Holdings mener, at den nye bygning ikke blot vil udfordre Empire State Building i højden, men også gå ud over den 79 år gamle skyskrabers status som vartegn for New York.

/ritzau/dpa