Topledere fra EU, ECB og IMF drøfter onsdag før G20-topmøde den usikre situation om græsk folkeafstemning.

Usikkerheden om en kommende græsk folkeafstemning om euroredningspakken bliver emnet for et ekstraordinært topmøde onsdag i Cannes forud for G20-topmødet, meddeler den tyske forbundsregering.

Krisemødet er indkaldt, efter at kansler Angela Merkel og den franske præsident, Nicolas Sarkozy, har drøftet situationen over telefonen, nu da den græske regeringschef, George Papandreou, har varslet at lade sine landsmænd stemme om redningsplanen.

Ud over de tyske og franske ledere deltager også topcheferne for EU, Den Europæiske Centralbank (ECB) og Den Internationale Valutafond (IMF) i drøftelserne i Cannes.

Her vil parterne tale om, hvordan man hurtigst muligt skrider til handling og får ført beslutningerne fra sidste uges eurotopmøde ud i livet.

Det drejer sig blandt om en halvering af den græske statsgæld, som europæiske banker med græske statsobligationer skal gå med til.

Og på mødet i Cannes håber eurozonens to største lande, at der kan aftales en konkret tidsplan for, hvornår de aftalte tiltag skal iværksættes for at hjælpe Grækenland ud af gældsfælden.

- Tyskland og Frankrig er i fællesskab med deres europæiske partnere fast besluttet på at sikre en fuldstændig og omgående realisering af topmødebeslutningerne, som i dag er endnu mere nødvendige end nogensinde, meddeler forbundsregeringen i Berlin.

Papandreou rejser selv til den franske middelhavsby, hvor han skal stå skoleret for Merkel og Sarkozy og forklare, hvorfor han pludselig vil udskrive en folkeafstemning om redningspakken, som ikke er synderligt populær i den græske befolkning.

/ritzau/dpa