To kinesiske bilfirmaer vil skyde millioner i kriseramte svenske Saab, der måske er på vej mod redning.

Endnu en gang er det skæbnetime for den lille kriseramte svenske bilproducent Saab. Hvis ikke Saab og dets ejer, hollandske Spiker Cars, skaffer hundrede millioner af kroner i løbet af den kommende uge, mener eksperter, at Saab går i konkurs og lukkes.

Men mandag steg håbet i Sverige om, at Saab og dermed tusinder af arbejdspladser kan reddes. Spiker Cars underskrev en hensigtserklæring med to kinesiske bilfirmaer, Pang Da og Zhejiang Youngman Lotus Automobile.

Der er tale om en strategisk alliance, der blandt andet sigter på at producere Saab-biler i Kina.

Hvis aftalen bliver til virkelighed køber Youngman 29,9 procent af aktierne i Saab, mens Pang Da køber 24 procent af aktierne i Spiker Cars.

I alt vil de to kinesiske firmaer satse op mod to milliarder kroner på at holde Spiker Cars og Saab kørende.

Hensigtserklæringen er ikke bindende og er afhængig af, at en række kinesiske myndigheder siger god for aftalen.

Produktionen har ligget stille på Saabs fabrikker i Trollhättan i over en uge og kommer heller ikke i gang i den kommende uge.

Underleverandører vi ikke levere produkter til Saab, før de har fået penge for tidligere leverancer.

/ritzau/TT