Islamisk parti i Tunesien påberåber sig sejren ved historisk valg, selv om resultatet først kendes tirsdag.

Tunesiens største islamiske parti, Ennahda, erklærer sig som vinder af søndagens parlamentsvalg i Tunesien. Partiet siger, at det har fået 40 procent af stemmerne ved valget, der var Tunesiens første frie valg.

- De første bekræftede resultater viser, at Ennahda er kommet på førstepladsen, siger lederen af valgkampen, Abdelhamid Jlazzi, mens en folkemængde på gaden råbte "Gud er stor" og andre begyndte at synge nationalsangen.

Ennahda har gjort det klart, at det vil forvalte den politiske magt på en "ansvarlig og inkluderende måde." Partiets sejr er heller ikke større end, at det skal dele magten med andre, sekulære partier.

- Vi vil gøre os alle bestræbelser på at skabe en stabil politiske alliance. Vi vil investorers og internationale økonomiske partneres tillid, sagde Jlazzi.

Samtidig erkendte det førende sekulære centrumvenstreparti i en erklæring, at det har lidt nederlag.

- PDP (Det progressive Demokratiske Parti) respekterer det demokratiske spil. Vælgerne har valgt at vise deres tillid til dem, som de finder tilliden værdig. Vi lykønsker vinderen, hedder det i en erklæring fra PDP, som understreger, at det nu er parat til at gøre sig gældende i oppositionen.

Det officielle resultat ventes ellers først offentliggjort tirsdag, men flere medier har offentliggjort foreløbige tal over valgets udfald.

To venstreorienterede partier, Ettakatol og CPR, kan tilsammen blive den næststørste magtfaktor i det nye parlament. De venter begge at få omkring 15 procent af stemmerne.

Over 90 procent af de 4,1 million vælgere stemte ved det første frie valg i Tunesien - ni måneder efter, at en folkelig opstand tvang præsident Zine al-Abidine Ben Ali på porten.

/ritzau/AFP