Ny rapport fortæller minut for minut hvordan Airbus-flyet fra Air France d. 1 juli 2009 styrtede i havet nordøst for Brasilien.

Først mistede de fart. Så fejlede instrumenterne, hvorefter den franske Airbus AD 447 stallede - det vil sige mistede sin opdrift.

Flyet styrtede mod vandet, formentlig med næsen opad, og tre et halvt minut efter ramte det vandoverfladen.

Alle 228 passagerer og besætningsmedlemmer om bord mistede livet.

De detaljerede oplysninger kommer fra franske havariefterforskere, der i dag har offentliggjort en ny rapport på baggrund af oplysninger fra de "sorte bokse", der blevet fundet tidligere på måneden. Boksene indholder vitale informationer om instrumenternes visninger og samtalerne i cockpittet.

Rapporten viser, at hastigheden i flyet kort før ulykken pludselig faldt fra  510 km/t til 111 km/t, efter mødet med et kraftigt uvejr. Co-piloten advarede på dette tidspunkt kabinepersonalet om, at de fløj ind i et område med turbulens.

 - Vi har tabt fart, udbrød kaptajnen ifølge rapporten.

Umiddelbart efter kom hastigheden igen op 343 km/t, og co-piloten forsøgte at rette flyet op efter flere alarmer var begyndt at signalere fare.

Kort tid efter begyndte cockpittets instrumenter dog at fejle, hvilket forvirrede de to piloter. 

I knap et minut viste instrumenterne i cockpittet to forskellige hastigheder, og kaptajn Marc Dubios gik i panik.

 - Jeg får ikke nogen fornuftige visninger, udbrød kaptajnen til sin makker, mens de forgæves forsøgte at få styr på flyet. Rapporten fortæller, at de defekte fartmålere gjorde det nærmest umuligt for de to piloter at finde ud af, hvordan de skulle holde flyet i luften
 
Flyet mistede herefter sin opdrift. Det tog Tre og et halvt minut for Airbus'en at falde de 11 kilometer. Det svarer til ca. 55 meter i sekundet.


Ifølge de franske luftfartsmyndigheder, er det for tidligt at fastslå den præcise årsag til styrtet. En mere fuldstændig rapport vil blive offentliggjort til sommer. 


Det har tidligere været fremme, at kaptajnen ikke var til stede i cockpittet med sin co-pilot, da flyet ramte det kraftige uvejr. Men det er næppe forklaringen på, hvorfor flyet styrtede.