Skandaleavisen News of the World fremstår ikke i et bedre lys efter rystende vidneudsagn i mandagens høring.

Forældrene til en dræbt skolepige har mandag afgivet et rystende vidneudsagn om den britiske tabloidpresses værste sider. Også skuespilleren Hugh Grant vidnede i sagen mandag.

Beskederne, som skandaleavisen News of the World i al hemmelighed slettede fra skolepigens mobiltelefon, gav håb om, at hun fortsat var i live.

Bob og Sally Dowler var fattede men synligt berørte, da de i et retslokale i London vidnede i en offentlig undersøgelse af mediernes etik.

Høringen er blevet nedsat efter aflytningsskandalen på News of the World.

Sally Dowler beskrev i detaljer øjeblikket, da hun i foråret 2002 igen ringede til sin forsvundne datter Millys mobiltelefon.

Datterens mobilsvar havde været fyldt op og umulig at nå frem til, da noget uventet pludselig skete.

- Jeg ringede, og denne gang fungerede hendes mobilsvar, og jeg hørte hendes stemme. Jeg skreg til Bob, at hun har aflyttet sine beskeder, hun lever.

Avisen The Guardian kunne i sommer afsløre, at News of the World havde ansat en privatdetektiv, som aflyttede Milly Dowlers telefonsvarer og sågar slettede meddelelser i jagten på ny information.

Det gav Sally og Bob Dowler et falsk håb om, at deres datter, som senere blev fundet dræbt, fortsat var i live.

Guardians afsløring blev kulminationen på en skandale, som i efteråret har rystet det britiske samfund.

Højtstående politichefer har måttet tage deres af sted, og News of the World er lukket, men britiske politikere står i kø for at tage afstand til Rupert Murdoch.

En lang række kendte personer, som føler sig dårligt behandlet af tabloidpressen, er også indkaldt til at afgive forklaring i høringen.

Den første var skuespilleren Hugh Grant, som mandag afgav et langt og udførligt vidneudsagn på direkte tv.

Grant, som i efteråret har ført en særdeles offentlig kampagne mod skandalepressens optræden, præsenterede for første gang mistanker om, at hans telefon har været aflyttet - også af andre tabloidaviser end News of the World.

/ritzau/TT