Der er rejst tiltale mod en 40-årig mand, der formodes at stå bag tre mord og 12 mordforsøg i forbindelse med en lang række skudepisoder i Malmø i 2009 og 2010.

Anklagemyndigheden i Malmø rejste mandag tiltale mod en 40-årig svensk mand. Han er anklaget for at stå bag tre mord, 12 mordforsøg og flere tilfælde af grov vold og hærværk. Det skriver SvD Nyheter.

Tiltalen omfatter i alt 21 anklager. Selv benægter den 40-årige at stå bag forbrydelserne.

- Ud af de forbrydelser, han er anklaget for, har han kun erkendt sig skyldig i hærværk, siger chefanklager Solveig Wollstad ifølge SvD Nyheter.

Manden blev anholdt tilbage i november 2010 efter mere end 50 skyderier, som fandt sted i Malmø i 2009 og 2010, og som kostede flere personer med anden etnisk baggrund end svensk livet.

Sagen begyndte med drabet på 20-årige Trez West Persson i 2009. Hun blev skudt, mens hun sad i en parkeret bil i udkanten af Malmø. Pigen var selv svensker af etnisk oprindelse og altså ikke noget oplagt mål for en gerningsmand med racistiske motiver. Men man antog hurtigt, at det egentlige mål var Trez West Perssons arabiske kæreste, der sad på sædet ved siden af, og som blev hårdt såret ved skyderiet.

I forbindelse med, at svensk politi anholdte den nu tiltalte 40-årige i november 2010, blev han omtalt som en evig enspænder, og han skulle efter sigende lide af en mild form for autisme eller Aspergers syndrom. Han har ifølge sin far altid haft svært ved menneskelig kontakt.

Anklageskriftet bygger ifølge SvD Nyheter på omfattende vidneudsagn, retsmedicinsk bevismateriale og computermateriale i form af blandt andet emails, tekstbeskeder og telefonnumre. Anklagemyndigheden kalder de 7.500 sider, som ligger til grund for retssagen, for et solidt bevisgrundlag mod den anklagede.

Retssagen begynder 14. maj i Malmø Tingsret. Den første dag vil det primært være journalister, der får lov at være til stede i retten, mens offentligheden kan følge retssagen på skærme i rådhushallen i Malmø.