Den tyrkiske premierminister, Recep Tayyip Erdogan, kritiseres endnu en gang for at ville islamisere landets sekulære samfundsorden. Denne gang går Erdogan til angreb på studenterkollegier, hvor kønnene ikke lever adskilt.

ISTANBUL: Det »strider mod samfundets værdier«, at mandlige og kvindelige universitetsstuderende bor sammen på statslige kollegier og i private lejemål. Det fastslår den tyrkiske premierminister, Recep Tayyip Erdogan, der står i spidsen for det islamiskfunderede regeringsparti, AKP.

»Hvor passende vil det være for en ung kvinde og mand at bo sammen i et hus? Kan du tolerere det, hvis det er din egen datter? Hvis det er nødvendigt med en lovmæssig regulering, vil vi gøre det,« fastslår premierministeren ifølge de tyrkiske aviser, hvor udspillet de seneste dage har fået en fyldig dækning.

Det sekulære oppositionsparti, Det Republikanske Folkeparti (CHP), raser også over forslaget, der ses som endnu et forsøg på at islamisere Tyrkiet.

Skolekantine er blevet kønsopdelt

Ifølge CHPs leder, Kemal Kilicdaroglu, »har Erdogan en kliche i hovedet og forsøger at gøre Tyrkiet til et mellemøstligt land«.

Den samme kritiske tone slår kommentatoren Murat Yetkin an i den Erdogan-kritiske avis Hurriyet Daily News. Murat Yetkin skriver, at Erdogans udspil allerede har fået konsekvenser: Inspektøren på et gymnasium i byen Isparta i den vestlige og europæiserede del af Tyrkiet har opdelt kantinen i to afdelinger: en for piger og en for drenge.

Journalisten og analytikeren Semih Idiz, der i årtier har været kendt for sin skarpe pen, går endnu længere. Under overskriften »Vi bør alle skamme os over det her« skriver Semih Idiz, at Erdogans udspil er endnu et udtryk »for Erdogans had mod Tyrkiets progressive og uddannede ungdom« efter premierministerens opgør i foråret med regeringskritiske massedemonstrationer i Istanbuls Gezi Park.

EU lægger pres på Erdogan

»AKPs mentalitet har faktisk afsløret sig selv mere end nogensinde i de seneste måneder. Ifølge denne mentalitet kan unge mennesker, inklusive ægtepar, ikke kysse i det offentlige rum, og gravide kvinder skal holde sig væk fra gaderne. Men Erdogans konservative ønsker om at basere Tyrkiets progressive ungdom på islamisk moral vil fejle,« understreger Semih Idiz.

Under et besøg i Finland onsdag blev Erdogan udspurgt om sagen af journalister, og den tyrkiske regeringschef afviste, at han og AKP i denne sag eller andre i partiets 11 år ved magten har blandet sig i folks privatliv.

»Hvis vi havde gjort det, ville vi ikke være blevet et parti, der får hver anden tyrkers stemme. Befolkningens privatliv er under vores garanti. Men der er en legitim måde at leve på og en illegitim måde. Vi har visse pligter,« sagde Erdogan ifølge avisen Zaman.

Avisens korrespondent i Bruxelles har fået en reaktion fra EU-Kommissionens kommissær for udvidelse, Stefan Füle, der minder om AKP-regeringens egne løfter i en demokratipakke annonceret for blot to måneder siden.

»Vi minder om, at beskyttelse af livsstil og enhver borgers private valg er et afgørende element i den demokratipakke, der blev annonceret af premierministeren,« fastslår udvidelseskommissærens talsmand.