Tommy Bechmann måtte starte på bænken, men kom ind oglagde op til et mål, inden han udlignede i sidste minut.

Angriberen Tommy Bechmann startede lidt overraskende på bænken, da Sønderjyske fik 2-2 på udebane mod AGF. For sidst Tommy Bechmann spillede på NRGi Park, scorede han to gange for Sønderjyske. Det var da også først, da angriberen kom på banen i fredagens kamp, at der kom gang i Sønderjyske.

Først lagde han op til Conor O'Briens reduceringsmål, inden han i det sidste minut satte et hoved på et indlæg fra Conor O'Brien, således at han sikrede sit hold 2-2.

- Det er et godt sted for mig at spille, og det ligger godt. Det er bestemt et af de bedre. Men om målene scores mod Hobro eller AGF er ligegyldigt. Det, der tæller, er, at vi får point i hus, siger Tommy Bechmann, der bor i Aarhus.

Han fortæller, at han var lidt skuffet over, at han ikke var med fra start.

- Selvfølgelig ville jeg gerne starte, og jeg var klar. Ingen gider at starte på bænken. Det er ikke, fordi jeg har været skadet, jeg har ikke været skadet i 10 - 11 måneder, siger angriberen.

Tommy Bechmann og Sønderjyske fik dermed det første point i fem kampe og fik stoppet den dårlige stime, men han er stadig usikker på holdets spil.

- Det er bekymrende, at vi ikke er bedre. Vi så glimt af noget i anden halvleg, det var måske, fordi vi alligevel tænkte, at det ikke kunne blive værre, siger angriberen.

tipsbladet.dk