Jores Okore er endnu engang på vej væk fra Superligaen.

I et interview med BT understregede den tidligere landsholdsspiller for en lille måned siden, at han har spillet sin sidste kamp for FC København, og manager Ståle Solbakken kunne tilføje, at han havde givet Okore lov til at tale med en anden dansk klub.

Den danske klub var angiveligt AaB, og klubbens sportschef, Allan Gaarde kalder fortsat Okore »en interessant spiller«, men nu fortæller Okores agent, Nikola Juric, at samtalerne ikke har ført noget med sig:

»Der kom ikke noget ud af det,« siger han til BT.

Heller ikke andre danske klubber skulle på nuværende tidspunkt være aktuelle for Okore, fortæller han.

»Jeg tror, det primært er udlandet, han vil kigge mod,« siger Nikola Juric.

Han ønsker ikke at oplyse, hvilke lande han og Jores Okore kigger imod, men umiddelbart tyder det ikke på, at der er noget under opsejling

Har I nogen konkrete tilbud liggende?

»Nu er det jo sådan, at der er mange, der er på ferie pt, så transferbølgen er ikke rigtig startet endnu,« siger Nikola Juric.

Jores Okores udlandslængsel bunder slet og ret i manglende spilletid. Han er stadig på kontrakt i FC København, hvor han for bare et år siden blev købt ind som den fremtidige erstatning for Mathias 'Zanka' Jørgensen, der efter forventningen bliver solgt denne sommer. Ståle Solbakken præsenterede ham som en spiller »med evner i international klasse.«

Alligevel er det kun blevet til en håndfuld kampe for københavnerne. Siden han i Europa League-kampen mod Ajax i marts blev flået ud i pausen efter både at have givet en friløber væk og begået straffespark, har han ikke spillet et eneste minut, og derfor har parterne aftalt, at deres veje skal skilles.

»Jeg vil gerne vide, at jeg er en af de første brikker på holdet, og det kunne Ståle ikke love mig, så derfor er jeg nødt til at kigge nogle andre veje,« sagde Okore til BT i maj.

Da han sidste sommer vendte hjem til Danmark efter et skadesplaget ophold i engelske Aston Villa, havde han angiveligt flere andre muligheder i Danmark. Blandt andet var han tæt på at skrive under med FC Midtjylland, men valgte FC København, da de danske mestre i sidste øjeblik kom på banen. Det valg har han siden fortrudt.

BT har været i kontakt med Ståle Solbakken, men han ønsker ikke at oplyse, om FC København har modtaget bud på Jores Okore. Vi har også forsøgt at kontakte Jores Okore selv, men han har ikke været at træffe.