Henrik Lykkegaard er klar til E-løbets klassiske 13,3 kilometer i Dyrehaven.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Komik, musik, sang og E-løb. Efter den succesrige Cirkusrevy-sæson springer Henrik Lykkegaard ind på en ny scene i Dyrehaven, E-løbsruten.

Søndag 9. oktober stiller den populære skuespiller op i det 19.000 mand m/k store felt i den 37. udgave af Danmarks største og mest traditionsrige motionsløb.

-Jeg løb i min debut i 2003 på en time og 12 minutter, men skulle gerne kappe fem-seks minutter af i år,- siger den 40-årige far til tre fra Værløse optimistisk efter en sveddryppende træningstur i Dyrehaven i det milde efterårsvejr.

- Jeg måtte desværre springe over i fjor på grund af en skade. Jeg glæder mig til at opleve suset igen. E-løbet er en kanonoplevelse. Jeg forstår godt de mennesker, der er med år efter år.

At Henrik Lykkegaard blev eremitageløber, kan han takke teltholderen Torben 'Træsko' Pedersen for.

Cirkusrevyens direktør er en af veteranerne i skoven og smittede Lykkegaard, når han begejstret fortalte om træningen og løbet.

- Jeg startede med at løbe små ture på fire-fem kilometer og øgede gradvist til ti kilometer. Jeg havde det fint med, at jeg smed et par kilo. Også på scenen. Der er knald på i en revy, så en god kondition er et plus, siger Henrik Lykkegaard.

- Jeg vil ikke påstå, at jeg er en særlig flittig løber. Det svinger lidt, hvor meget tid jeg bruger på træningen. Til gengæld cykler jeg meget og har en racer. Den er jeg vild med.

Efter en afstikker til Nykøbing F. Revyen vendte Henrik Lykkegaard i år tilbage til Bakken, hvor han har afsluttet sin sjette sæson. Også næste år er han på plakaten i Danmarks største revy.

Fik Bodil for bedste rolle
Henrik Lykkegaard fik i 2000 en Bodil for bedste mandlige hovedrolle i Lotte Svendsens 'Bornholms stemme', men også i TV-satireprogrammer og diverse teatersammenhænge har han haft stor succes.

Han er i øjeblikket i gang med optagelser af nye TV-afsnit af 'Bamse og Kylling' (det er ham, der er inde i Bamse). Senere på året laver han juleshow i komisk og musikalsk parløb med Pernille Schrøder, og i januar er han med i 'Pudemanden' på Husets Teater, hvor han spiller en debil, ung mand i en sort, satirisk gyser.

Startmaterialet til de 19.000 E-løbere udsendes i denne uge. Eventuelle spørgsmål kan rettes til B.T.s E-løbskontor, tlf. 3375 2400.

fred@bt.dk