Claudio Ranieri tog firsermetoder i brug, da han før denne sæson tiltrådte i Leicester og indledte det arbejde, som mandag kulminerede med et sensationelt mesterskab.

Den 64-årige søn af en slagter fra Rom overtog en træt og urohærget trup, som kun lige netop havde undgået nedrykning med en vild slutspurt i den afsluttede sæson og i optakten til den nye sæson viste svagt og uinspireret spil.

Claudio Ranieri huskede et motivationsværktøj, han havde brugt i Cagliari i slutningen af 1980'erne, og det tog han i brug igen. Nemlig højlydt at sige som en klokke, når han ville have spillernes opmærksomhed.

»Fra start, når noget var galt under træning, sagde jeg "Dilly-ding, dilly-dong, vågn op!"«

»Og juledag gav jeg hver af spillerne en lille klokke, bare som en joke.«

»Jeg vil gerne have det sådan, at vi alle kan udføre vores job, men med et smil på læben,« siger Claudio Ranieri ifølge AFP.

Hvad det skulle føre til, havde hverken han, spillerne eller omgivelserne nogen idé om. Da italieneren tiltrådte efter den fyrede Nigel Pearson var kritikken hård.

De tidligere Leicester-spillere Robbie Savage og Gary Lineker, som begge er eksperter på tv, udtrykte voldsom skepsis over den "uambitiøse" ansættelse.

Ranieri havde i sin 29 år lange trænerkarriere arbejdet i flere store klubber, men aldrig vundet et mesterskab. 13 forskellige arbejdsgivere havde han haft, før han kiksede i ansættelsen som græsk landstræner.

Han havde ikke arbejdet i England i 11 år, siden han blev fyret i Chelsea.

Men i Leicester ramte han hovedet på sømmet med sine klokkelyde og ikke mindst med sin opbakning til Jamie Vardy.

I sæsonopstarten kaldte Vardy under et kasinobesøg en anden gambler for "japser", og angriberen lignede en færdig mand i klubben, hvor de thailandske ejere havde fyret tre spillere for racistisk opførsel.

Men Ranieri støttede Vardy, som svarede igen med mål på samlebånd. Blandt andet i de rekordmange 11 kampe i træk.

Og så kørte det for Leicester og Ranieri. Det ene øjeblik kaldte han sit mandskab for "Premier Leagues Forrest Gump", og det næste øjeblik inviterede han spillerne på pizza og serverede kage for dem som belønning for gode resultater undervejs.

»Der er ingen tvivl om, at dette er den største præstation i vores fodboldhistorie,« siger den tidligere Liverpool-spiller og tv-ekspert Jamie Carragher ifølge AFP.

»Fodbold er blevet en lukket forretning, hvor de samme hold vinder år efter år, og man troede, at en sådan historie aldrig ville kunne foregå.«

»En statue for Ranieri i morgen, vil jeg tro,« siger Carragher.

I nyhedsmagasinet The Economist lyder dommen:

»Der har aldrig været en mere usandsynlig sejr i nogen idræt.«

/ritzau/