Parken Sport & Entertainment leverede i 2008 igen et stort overskud, men koncernen tør ikke give et bud på, hvordan regnskabet bliver i 2009.

Parken Sport & Entertainment, selskabet bag blandt anden FCK og FCK Håndbold, kunne i 2008 igen levere et stort overskud. 46,6 millioner kroner lød overskuddet på denne gang, men det havde været oppe på 110 millioner i plus, hvis man ser bort fra reguleringen af de såkaldte renteswaps.

Omsætningen steg fra 945 millioner kroner i 2007 til 1,6 milliarder kroner.

Koncernen har stiftet stor gæld i forbindelse med blandt andet en større ombygning af Parken, og renteudviklingen kommer til at spille en rolle for virksomhedens fremtidige resultater. Bestyrelsesformand Flemming Østergaard regner også med at kunne lave et overskud i 2010, men han tør ikke pege på, hvor stort det bliver.

- Jeg er komfortabel ved koncernens situation, og på lidt længere sigt er potentialet enormt, hvilket blandt andet symboliseres af de store indtægter, som deltagelse i europæisk fodbold kan kaste af sig. Det er imidlertid nødvendigt at påpege, at kombinationen af ekspansion og finanskrise repræsenterer en udfordring på den korte bane, siger Flemming Østergaard.

/ritzau/