IT-millionær Torben Røsler forlader formandsposten i Brøndby IF, ligesom Svenn Dam gjorde det i AGF i sidste måned, og han får følgeskab ud af døren af vin-direktør Ole Egede Paustian og IT-direktør Frank Mortensen.

De tre forretningsmænd, der indtrådte i bestyrelsen i 2002, kunne ikke få det til at fungere med de gamle garde af foreningsfolk: Per Bjerregaard, Finn Andersen, Benny Winther og Carsten Sørensen.

»Den væsentligste baggrund for, at vi har valgt at træde ud, er, at der ikke er samme holdning til, hvordan arbejdet skal foregå i en professionel bestyrelse i en erhvervsvirksomhed.

Det er ikke noget, der pludseligt er opstået, men på et tidspunkt kunne vi ikke tage medansvaret mere, og derfor gik vi,« siger Ole Paustian, der understreger, at han stadig holder meget af Brøndby og gerne fortsætter sit 17 år gamle sponsorat i klubben.

Frank Mortensen har absolut ingen kommentarer til børsmeddelelsen fra Bjerregaard, der fastslår, at trioen »var kommet i mindretal i beslutninger, som anses for væsentlige for Brøndby IF«, og det har ikke været muligt at komme i kontakt med Torben Røsler, der ejer for 34,5 millioner kroner Brøndby-aktier.

chh@bt.dk