Under et velgørenhedsarrangement på University of Southern California erkendte Carl Lewis, at han kort før OL i Seoul i 1988 blev snuppet for doping, men aldrig blev straffet. Han slap med en advarsel, ligesom en del andre sportsfolk.

»Alle blev behandlet på den samme måde. Der var hundereder af folk, som slap (for at blive straffet red.),« erkendte Lewis.

Den nu 41-årige eks-stjerne blev testet positiv tre gange i 1988 for blandt andet pseudoephedrine og ephedrine. Men løberen hævder, at han ikke vidste, at de kosttilskud han indtog, indeholdt ulovlige stoffer.

»Klimaet var anerledes dengang. I løbet af årene vil en masse folk debattere, hvorvidt det betød noget.

Men der er i virkeligheden ingen konkret dokumentation for, at det betyder noget. Det betyder ingenting,« forsvarede Lewis sig.

Men forklaringen runger hult. De kommer fra selvsamme person, der gentagne gange har taget afstand fra doping-misbrug og så sent som i 2000 nægtede at stille op til en middag for olympiske mestre. Begrundelsen dengang var, at han troede, at mange dopinganklager gennem tiden var blevet syltet.

Og flere af Lewis' tidligere kolleger køber ikke stjernens forklaring om at stofferne, han indtog, var uskyldige.

Tidligere olympisk mester i hækkeløb, Roger Kingdom:

»Det (stofferne red.) får dig placeret på kanten og betyder, at dine muskler kommer til at reagere hurtigere.

Hvis du er i startblokken, og du bruger stimulanser, kommer du til at reagere hurtigere end alle andre, du er oppe i mod,« siger Kingdom. lsp