Da Danmarks mest eftersøgte nazist Søren Kam døde i foråret, 93 år gammel, efterlod han sig sine erindringer. Nu kommer de i bogform.
Et koldblodigt kapitel i besættelsestidens historie blev sluttet med den danske SS-officer og nazist Søren Kam død i marts, 93 år gammel.
Men nu åbnes en ny bog, Søren Kams egen.
Med sin død frigav Søren Kam nemlig sine erindringer om hovedsageligt årene som SS-officer og den efterfølgende flugt, da Hitler tabte krigen og hans håndlangere var jaget vildt.
Havde nogen håbet på at finde tegn på anger og skyld i hans sidste ord, bliver de skuffede. For Søren Kam fortrød intet...
LOG IND PÅ BT PLUS og læs mere om Danmarks mest eftersøgte nazist Søren Kam. I sin bog fortæller han om sin tid som nazist og om mødet med selveste Hitler.
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
Da Danmarks mest eftersøgte nazist Søren Kam døde i foråret, 93 år gammel, efterlod han sig sine erindringer. Nu kommer de i bogform.
Et koldblodigt kapitel i besættelsestidens historie blev sluttet med den danske SS-officer og nazist Søren Kam død i marts, 93 år gammel.
Men nu åbnes en ny bog, Søren Kams egen.
Med sin død frigav Søren Kam nemlig sine erindringer om hovedsageligt årene som SS-officer og den efterfølgende flugt, da Hitler tabte krigen og hans håndlangere var jaget vildt.
Erindringerne skrev Søren Kam hjemme i den tyske by Kempten, hvor han var bosat fra 1959 og frem til sin død. Men havde nogen håbet på at finde tegn på anger og skyld i hans sidste ord, bliver de skuffede. For Søren Kam fortrød intet.
Vi bringer her et uddrag fra bogen ’Et liv uden fædreland’, hvor Søren Kam beretter om et af sit livs højdepunkter. Mødet med selveste Adolf Hitler.
Vi landede på flyvepladsen Tempelhofs militære afdeling. Her blev jeg modtaget af en Untersturmführer, som præsenterede sig som adjudant i SS-Führungshauptamt. Han havde til opgave at bringe mig til general Gottlob Berger. Kørslen igennem Berlin var deprimerende, men overalt blev der arbejdet og ryddet op, man kunne virkelig respektere berlinerne for deres utrolige livsmod. En halv time senere trådte jeg ind i Gottlob Bergers hovedkvarter.
Jeg blev modtaget af ham med overmåde varme, og hans gratulation til mit ridderkors kom med meget hjertelige ord, som gav udtryk for hans særlige velvilje for min person. Og så kom den store overraskelse: Adolf Hitler modtog et antal højt dekorerede soldater i sit hovedkvarter hen på aftenen, og jeg var udset til at være blandt deltagerne. Det var klart, at jeg osse havde Gottlob Berger at takke for denne særlige udmærkelse.
Måtte aflevere våben
Det var allerede mørkt, da vi kørte til førerhovedkvarteret i Vossstrasse til Reichskanzlei. Sammen med fem andre soldater, to menige og tre officerer, som alle var blevet udmærket med de højeste ordener i de sidste dage, blev jeg ført ind i et større rum, hvor vi tog opstilling.
Jeg var den eneste Waffen-SS-soldat, de øvrige var fra værnemagten. Før vi betrådte det værelse, hvor Hitler ville modtage os, måtte vi aflevere vores skydevåben, en særlig undersøgelse blev ikke foretaget, hvis en af os havde gemt en pistol i lommen, havde man uhindret kunnet tage den med ind.
Det varede nogle minutter, hvor vi stod tavse, og en uhyre spænding lagde sig over os; det var, som om sekunderne kun langsomt sneg sig af sted. Så blev døren pludselig åbnet, og Hitler trådte ind, fulgt af en række højtstående officerer, deriblandt feltmarskal Keitel, som jeg kendte fra billeder. Også Gottlob Berger var blandt de officerer, som ledsagede Hitler. Før døren blev lukket, betrådte to SS-Hauptscharführer (oversergenter) rummet, bevæbnet med maskinpistoler. Hitler gik lige frem til os, som hilste ham i stram holdning med oprakt højre arm.
Takkede for troskab
Han trykkede os i hånden én efter én, og hans øjne med det fascinerende blik borede sig ind i vores. Jeg indrømmer, at mit hjerte bankede, så jeg kunne mærke det i halsen, og da turen kom til mig, og jeg meldte mig »SS-Obersturmführer Kam, I. Bataillon Germania, division Wiking, trådte general Berger hen ved siden af Hitler og sagde: »Mein Führer, Søren Kam ist dänischer Freiwilliger und hat den Krieg vom Anfang an an der Ostfront mitgemacht.« (Min fører, Søren Kam er dansk frivillig og har gjort krigen med på østfronten fra begyndelsen.) Et svagt smil spillede om Hitlers mund, medens han betragtede mig.
I den korte tale han holdt til os, takkede han os for vores troskab og tapperhed, som fandt udtryk i de høje udmærkelser, som vi bar. Han opfordrede os til ikke et sekund at tvivle på »Endsieg«, som ville komme. »Wir werden über eine Waffe verfügen von der unsere Feinde sich keine Vorstellung machen, wir müssen nur noch kurze Zeit aushalten bis diese Waffe zum Einsatz kommt (vi vil råde over et våben, om hvis art vores fjender ikke kan gøre sig nogen forestilling, vi må blot vente en kort tid, før dette våben kan komme til indsats). Altså har vi alligevel et hemmeligt våben, for det igennem mit hoved. Tænkte Hitler på den tyske atombombe, der blev jo på det tidspunkt arbejdet feberagtigt på den, som man senere erfarede.
Slæbende gang
Da Hitler forlod rummet, bemærkede jeg hans lidt slæbende gang, den venstre arm hang ubevægeligt ned, en følge af attentatet 20. juli 1944.
Han var lidt foroverbøjet, men han virkede rolig, og hans blik var fast og klart. Jeg må sige, at det dengang var en umådelig stor oplevelse for mig at stå overfor den mægtigste mand i Europa, som havde tvunget alle landene omkring Tyskland i knæ. Hvis jeg på dette tidspunkt troede på den endelige sejr, så var det kun, fordi jeg ikke ville indrømme overfor mig selv, at på dette tidspunkt var krigen tabt for os.«
--- OOO --- OOO --- OOO ---
KAMS KAMP OM HISTORIEN
Han var nummer fire på nazijæger Efraim Zuroffs ’most wanted’ liste. Men da den danske nazist Søren Kam i foråret døde i en alder af 93, døde han som en fri mand. Uden nogensinde at være blevet stillet til ansvar for blodet på sine hænder, herunder mordet på daværende BT-redaktør Carl Henrik Clemmensen i 1943.
Han var nummer fire på nazijæger Efraim Zuroffs ’most wanted’ liste. Men da den danske nazist Søren Kam i foråret døde i en alder af 93, døde han som en fri mand. Uden nogensinde at være blevet stillet til ansvar for blodet på sine hænder, herunder mordet på daværende BT-redaktør Carl Henrik Clemmensen i 1943.
Nu udkommer hans erindringer, men ifølge historikerne Mikkel Kirkebæk og John T. Lauridsen, som står bag ’Et liv uden fædreland - Søren Kams erindringer’, tager den tidligere SS-officer alle de ubesvarede spørgsmål, alle sine ugerninger og mulige skyld med sig i graven.
»Du skal slet ikke se hans erindringer som om, at han angrer eller vil forklare, hvordan det i virkeligheden hang sammen. Slet ikke,« siger Mikkel Kirkebæk om Kams nedfældede erindringer, der kun i ganske få passager nævner Clemmensens navn og den forbrydelse, som Søren Kam aldrig blev dømt for.
»Jeg er ret sikker på, at hans mål med erindringerne er at prøve at sætte sig selv og SS-organisationen, som han var en del af, ind i en helt anden grundfortælling end dén, vi andre opfatter. At hans mål er at fremhæve og renskure sig selv og de ædle motiver.
Vil huskes som Tordenskjold
Han ønsker at blive husket som en Wilhelm Dinesen, Peter Willemoes eller Tordenskjold, som én, der skriver sig ind i den militære historie som en fremragende soldat.«
Søren Kam stillede som betingelse, at hans erindringer først udkom efter hans død. De udgør den ene halvdel af bogen. Den anden halvdel er historikernes kritiske gennemgang af Søren Kams rolle under Anden Verdenskrig.
Kritiske øjne
»Vi lagde aldrig skjul på, at vores bidrag var de kritiske øjne. Men dem tror jeg ikke, at han var bange for. Det handlede mere om, at det for ham var magtpåliggende at fortælle sin historie, som han så den.
Og når den først måtte udgives efter hans død, var det ud fra et ønske om at beskytte sin familie. Han vidste, at hver gang han stak hovedet frem, rejste der sig en mediesag i Danmark og dermed fokus på udleveringssagen. Dermed ville han bare bære brænde til det bål, der kunne bringe ham selv - og dermed også hans familie - i fedtefadet,« forklarer Mikkel Kirkebæk, som ved flere lejligheder talte med Søren Kam om mordet på Clemmensen.
»Han ændrede forklaring om det mord hele tiden, alt efter hvad der var opportunt at fortælle. Han var ikke interesseret i at fortælle sandheden. Kun dét, der passede i hans kram.«
