Hvis du elsker god mad. Så kan du får noget særligt på disse fem tv-kokkes restauranter i London.

1. Den legesyge

Hvad: Dinner by Heston Blumenthal
Hvor: Mandarin Oriental Hyde Park, 66 Knightsbridge
Se: dinnerbyheston.com

To michelin-stjerner og en historisk menu. Bogstaveligt talt. På den legesyge stjernekok Heston Blumenthals restaurant ’Dinner by Heston’ er omdrejningspunktet historiske retter.

Ud for hver ret på menukortet står et årstal, så gæsterne har en ide om, hvilken tidsperiode retten er fra. En af de meget populære kuriositeter på kortet er forretten »Meat fruit« - kødfrugt - fra 1500-tallet.

Har du set Blumenthal lege med maden i et af hans mange tv-programmer, har du muligvis også set ham lave denne kødret forklædt som frugt.

På ’Dinner by Heston’ er det en paté af kyllingelever, der er formet og derefter dyppet i en gele, så kunstfærdigt velgjort, at det grangiveligt ligner en mandarin. Restauranten ligger godt gemt inde på luksushotellet Mandarin Oriental i Knightsbridge.

2. Den velgørende

Wahaca Covent Garden. Foto: Dorte Hansen.
Wahaca Covent Garden. Foto: Dorte Hansen.
Vis mere

Hvad: Wahaca Covent Garden
Hvor: 66 Chandos Place
Se: wahaca.co.uk

For 10 år siden vandt Thomasina Miers den britiske udgave af tv-konkurrencen Masterchef. Siden har hun åbnet ikke mindre end 21 restauranter, hvor de 17 ligger i London. Den første i kæden var ’Wahaca Covent Garden’.

Det er mad med samvittighed. Fokus er på bæredygtig mexicansk gademad, og ca. 1 kr. for hver ret bliver doneret til velgørenhed. Derudover er ingredienserne så vidt muligt lokale. Her er små taco-hapsere med ekstremt mørt langtidsstegt svinekød eller stormættende mexikanske klassikere som burritos og enchiladas.

Der er knald på formerne og farverne på væggene i Miers første restaurant, hvor kunsten er moderne fortolkninger af klassisk mexicansk kunst. Her er også knald på lyden i det store kælderlokale, hvor snak og latter bliver krydret med støj fra det åbne køkken.

Den nyeste tilføjelse til Miers kæde af restauranter er to foodtrucks, der tager det mexicanske gadekøkken ud i Londons gader, samt et testkøkken i en specialbygget container-restaurant ved Themsen. Her lader Thomasina Miers kunderne afprøve retter, inden de kommer på menukortet i resten af ’Wahaca’-kæden.

3. Den afslappede

’Granger & Co.’ Foto: Dorte Hansen.
’Granger & Co.’ Foto: Dorte Hansen.
Vis mere

Hvad: ’Granger & Co.’
Hvor: 175 Westbourne Grove
Se: grangerandco.com

»Du er kommet på et godt tidspunkt. Her er ikke så travlt,« siger tjeneren, og jeg kigger mig skeptisk omkring i en proppet restaurant. Klokken er 10 en helt almindelig mandag formiddag, og alle stole er optaget på ’Granger & Co.’ i Notting Hill. Men her er ingen kø uden for døren, og derfor ikke travlt.

Stedet er umådeligt populær til morgenmad. Helt forståreligt, for stilen er afslappet, præcis som stemningen i den australsk-fødte koks tv-programmer. Netop restauranten i Notting Hill i London var omdrejningspunktet i en af hans indtil videre fem tv-serier, ’Bill’s køkken’ fra 2013.

Menuen er enkel. På morgenmadsmenuen er f.eks. noget så simpelt som en avocadomad - ristet brød med avokado og frisk koriander serveret med eller uden pocheret æg til.

I alt har Granger i dag tre restauranter i London, og flere i Sydney, Honolulu, Tokyo og Seoul.

4. Den drengede

Jamie Oliver’s Diner. Foto: Dorte Hansen.
Jamie Oliver’s Diner. Foto: Dorte Hansen.
Vis mere

Hvad: Jamie Oliver’s Diner
Hvor: 23a Shaftesbury Avenue
Se: jamieoliversdiner.com

Jamie Olivers første restaurant i London, konceptrestauranten ’Fifteen’, der åbnede i 2002, var kulminationen på en tv-reality-serie af samme navn, der handlede om, hvordan Jamie Oliver udvalgte 15 unge, der havde det svært i livet, og forvandlede dem til super-kokke.

Hvor ’Fifteen’ ligger langt uden for de normale turistruter, ligger hans nyeste konceptrestaurant – pop up-restauranten ’Jamie Oliver’s Diner’ – få skridt fra Picadilly Circus’ kaos af meterhøje blinkende reklamer og myldrende menneskehav, der vælter op fra undergrunden og ind i butikkerne.

Egentlig skulle pop-up dineren blot være en midlertidig restaurant, men den har indtil videre eksisteret i mere end to år. Og med et konstant flow af gæster er der vel endnu ikke nogen grund til at lukke restauranten foreløbig.

Menuen er klassisk amerikansk med burger og fritter, men opfrisket en smule i Jamie Olivers hænder.

5. Den rapkæftede

Union Street Cafe. Foto: Dorte Hansen.
Union Street Cafe. Foto: Dorte Hansen.
Vis mere

Hvad: Union Street Cafe
Hvor: 47-51 Great Suffolk Street
Se: gordonramsayrestaurants.com

De seneste år har Gordon Ramsay haft travlt med at dyrke sin succes i USA, hvor han har åbnet restauranter i både Las Vegas og Los Angeles i år. Hans nyeste restaurant i London har derfor efterhånden et par år på bagen.

I 2013 fik Ramsay en usædvanlig forretningspartner, da han gik sammen med fodboldstjernen David Beckham om at åbne restauranten ’Union Street Cafe’ i London.

Den første restaurant-investering for David Beckham, men langt fra den første for Ramsay, der ejer utallige spisesteder verden over. Både med og uden Michelin-stjerner.

Da de to herrer åbnede for booking, fik de 2.500 bestillinger på den første dag. Siden er der blevet mindre travlt. I sær ved frokosttid er det sjældent nødvendigt at booke bord i forvejen.

En lækker detalje er vinkortet, der på de første sider er inddelt efter smag frem for navne på vinen.