Regeringen udskyder øgede energiafgifter på grund af krisen og giver dermed energislugende virksomheder lov til at beholde 2,4 milliarder kroner.

Den økonomiske krise får nu regeringen til at give den energislugende del af erhvervslivet en håndsrækning.

De aftalte forhøjelser af brændsels- og elafgifterne fra vinterens skattepakke bliver delvist udskudt et par år, og det giver ifølge skatteminister Kristian Jensen (V) erhvervslivet en samlet engangsbesparelse på 2,4 milliarder kroner.

- Vi har jo hørt, at det vil være en markant belastning for en række energiintensive virksomheder nu og her. Set i lyset af den økonomiske situation - og sådan som konkurrencen er i øjeblikket - vil vi gerne give erhvervene mere tid til at indfase de nye energiafgifter, og det betyder, at energiafgifterne skal indfases langsommere end oprindeligt aftalt, siger han.

Ifølge aftalen skulle afgifterne på erhvervslivets brændsel op med omkring 15 kr. pr. gigajoule fra 2011, og afgiften på el skulle op med 6 øre pr. kilowattime. Nu bliver afgifterne hævet allerede næste år, men kun med 4,5 kr. pr. kilojoule og 1,6 øre pr. kilowattime. Det lavere niveau fortsætter frem til 2013. Det giver en merudgift for virksomhederne næste år på omkring 600 millioner kroner, men i 2011 og 2012 sparer erhvervslivet 1,5 milliarder kroner om året i runde tal, oplyser Kristian Jensen. Samlet sparer erhvervslivet dermed 2,4 milliarder kroner.

Med den nye aftale bliver afgifterne ifølge Kristian Jensen på EU's minimumniveau. De højere energiafgifter var ellers en vigtig del af skattepakkens miljøvenlige profil. Lempelsen er i udgangspunktet midlertidig, men det er endnu ikke endeligt besluttet, at energiafgifterne hæves i 2013.

- Vi vil gøre det i 2012, at vi laver en undersøgelse af de energiintensive virksomheders konkurrenceforhold for at se, hvordan markedet ser ud i 2012, og hvordan forventer vi, at markedet ser ud i 2013. I Danmark og i forhold til, om landene omkring os har sat deres energiafgifter op, siger Kristian Jensen.

/ritzau/