Knap halvvejs inde i valgkampen må Venstre konstatere, at der skal tages mere hårdtslående midler i brug, hvis Lars Løkke Rasmussen ikke skal forlade Statsministeriet senere på måneden.
____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Den kommende uge og de pressede politikeres træk må derfor imødeses med stor spænding, for magtbalancen har ikke rykket sig meget. Venstre har - indtil videre - ikke været i stand til at diske op med noget, der synes at kunne forhindre Helle Thorning-Schmidt i blive Danmarks næste statsminister. Med større eller mindre forspring fører hun i alle målinger.Den første del af valgkampen har ellers budt på masser af dramatik, men når vælgerne ikke rigtig har bevæget sig fra den ene blok til den anden, kan det - udover tvivlerne, der først bestemmer sig til sidst - skyldes, at de politiske kampe har haft karakter af to skridt frem og to tilbage. Det gælder i begge lejre.
Tag økonomien - valgets hovedtema: Venstre kom afpillet ind i valgkampen med et blodrødt finanslovsudspil og en lettere pinlig erkendelse fra Claus Hjort Frederiksens side af, at dét, man havde hånet oppositionen for i lang tid, gør VK nu også selv: Går på kompromis med EU-henstillingerne om budgetunderskud til næste år. Gælden bare vokser og vokser.
Jamen, det er for at sikre velfærden og beskæftigelsen, lød finansministerens lettere irriterede svar til Jyllands-Posten. Sidst, man hørte lige præcis dén begrundelse, kom den fra en socialdemokrat.
Dernæst kom det kiksede forløb om boligpakken og statsministerens pludselige forkærlighed for det brede samarbejde. Bare ikke lige når det gjaldt det ekstremt store antal mandater, der villigt bød sig til for at stemme regeringens boligpakke hurtigt igennem, måtte man forstå.
Så kom de lysere væksttal fra Danmarks Statistik, der brutalt rev ordet ’recession’ ud af munden på Helle Thorning. Der blev hvislet ’game-change’ i blå lejr, og Venstre jublede og tog æren for BNP-tallet - men som sædvanlig lidt for tykt.
For væksten byggede jo på et skub i de offentlige investeringer - ikke på mantraet om et ’selvbærende opsving’. Og dagen efter kom ledighedstal, der punkterede forestillingen om, at alt kører, som det skal.
Værre for VK var det imidlertid, at ikke blot Standard & Poor’s men også Danske Bank afviste at bidrage til advarslen om, at der venter ’græske tilstande’, svimlende renter og bjerge af arbejdsløse, hvis Thorning og Søvndal tager over.
- Der er ingen grund til at tro, at dette vil betyde en helt anden hverdag. Tager du de politiske planer, så kan det godt være, at de siger, at der er to veje, men de to veje kører forholdsvis parallelt, som Danske Banks cheføkonom Steen Bocian sagde i går i Berlingske:
- Vi forventer ikke negative udenlandske reaktioner, lød det om de kortsigtede forventninger - det vil sige op til to år.
Senere i går understregede Steen Bocian dog, at han mener, at blå plan på længere sigt er økonomisk stærkere end rød plan.
Historien melder intet om, hvorvidt Venstre nu vil nægte at tage imod den indirekte økonomiske valgkamps-støtte fra Danske Bank, eftersom midlerne vel må betragtes som en slags Judas-penge.
Det vides heller ikke, om SFs skatteordfører, Jesper Petersen, nu fortryder sin opfordring til, at røde vælgere tager deres penge ud af Danske Bank. Et stunt, der blev gennemført, før Bocian indtog scenen.
Også fra Nordea lød den for blå blok nedslående melding, at ’folketingsvalget er ikke noget, man skal bruge ressourcer på at være bekymret for. Der skal man være langt mere bekymret over de internationale nøgletal, som seniorstrateg Henrik Drusebjerg udtrykte det til Berlingske. Selv om Løkke fra valgets begyndelse tog den alvorstunge mine på og erklærede, at politik ’ikke er et reality-show’, må man sige, at VKO har bidraget til underholdningsværdien i en grad, der må gøre Sidney Lee mørkebrun af misundelse.
Ikke mindst, da De Konservative forsøgte at sparke Dansk Folkeparti ud i kulden og allierede sig med Margrethe Vestager.
En stemme på Barfoed er en stemme på rød blok og en slap udlændingepolitik, lød konklusionen rapt fra Pia Kjærsgaard, der også brugte ord som ’desperate’ om De Konservative.
Alliancen mellem Vestager og Barfoed virkede dog ikke synderligt holdbar, og ved ugens udgang synes fjendebillederne at være genskabte, og alt ved det gamle: VKO står samlet om at advare om, at De Radikale - sammen med oppositionens SFvage led nok skal få vredet armen om på Thorning, så hun løber fra sit løfte om en fast udlændingepolitik.
Ti år i opposition har åbenbart ikke været tilstrækkeligt til, at S-SF-R har fundet en troværdig måde at håndtere de interne uenigheder om 24-årsreglen på. Det er, midt i mørket, et lille taktisk lyspunkt for VKO.
