Thomas Rosenstands afgang som Venstre-kredsformand i Esbjerg Omegnskredsen er ærgerlig, mener  Venstres gruppeformand, Søren Gade (V)

Alligevel er han glad for, at resten af bestyrelsen i Esbjerg Omegnskredsen bakker op om Carl Holst, der har fået støtte til at genopstille til Folketinget.

»Det er ærgerligt, at han går (Thomas Rosenstand, red.). Formanden har gjort et kæmpe stykke arbejde, og det vil vi gerne takke ham for, men at han vælger ikke at være formand, er hans valg,« siger gruppeformand Søren Gade til BT.

Beslutningen om at Carl Holst vil genopstille til Folketinget kommer dog ikke bag på Venstres gruppeformand.

»Det er ikke nogen overraskelse. Det havde været en større nyhed, hvis han valgte ikke at genopstille. Vi er glade for opbakningen fra hans kreds, og er glade for, at han genopstiller,« siger Søren Gade til BT.

Carl Holsts politisag er endnu ikke nået til en afklaring, og det irriterer gruppeformanden, der ikke ser noget problem i Holsts genopstilling, selvom sagen stadig er undervejs.

»Først vil jeg sige, at ikke nogen er skyldige, før man er bevist det modsatte. Så vil jeg være den første til at beklage, at undersøgelsen tager så lang tid. Jeg håber, politiet kan få en vis finger ud af en vis legemsdel og få afsluttet denne sag,« siger Søren Gade til BT.