Det skal kunne betale sig at få folk i fleksjob ind på arbejdspladsen. Derfor skal der være en bonus til virksomhederne, mener beskæftigelsesministeren.

En kontant bonus 25.000 kroner skal få virksomheder til at ansætte folk i fleksjob i nogle få timer om ugen. Forslaget kommer fra beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) og er allerede sikret flertal i Folketinget. Det skriver Politiken.

- Vi har lavet en reform af fleksjobordningen, som gør det nemmere at komme ind på arbejdsmarkedet for dem, der ikke kan arbejde ret mange timer om ugen, siger Mette Frederiksen til Politiken.

Kort før sommerferien blev der aftalt en fleksjobreform mellem regeringen og flere borgerlige partier, der åbner for fleksjob på få timer om ugen. Hidtil har en fleksjobber skullet arbejde mindst 12 timer om ugen.

- Det er vigtigt, at en reform bliver omsat fra papir til handling. Jeg er meget optaget af, at der bliver skabt nogle fleksjob. Bonusordningen er en del af løsningen, men er ikke nogen mirakelkur, siger Mette Frederiksen til Politiken.

Konkret har ministeren aftalt med Enhedslisten, at arbejdsgivere skal have 25.000 kroner i bonus for at ansætte en person i et fleksjob på 10 timer om ugen eller derunder.

Bonussen er et engangsbeløb og udbetales efter seks måneders ansættelse. Der er talt om en treårig forsøgsordning, hvor der bliver sat 35 millioner kroner af årligt, hvilket rækker til støtte til cirka 1.400 fleksjob årligt.

Arbejdsgiverorganisationen Dansk Erhverv, der repræsenterer blandt andet butikserhvervet, er noget mere skeptisk.

- Helt overordnet er vi interesserede i en så enkel ordning som muligt. Og bonusordninger vil andet lige betyde mere bureaukrati med skemaer, der skal fyldes ud, så det er ikke den mest optimale løsning«, siger arbejdsmarkedschef Ole Steen Olsen, Dansk Erhverv, til Politiken.

BNB