Liberal Alliance savner reformer, men ser muligheder for at komme med i finansloven. Partiet håber at komme af med flere skatteordninger, som bremser vækst.

Der var mere kedelig embedsmand end visioner reformpolitiker over finansminister Claus Hjort Frederiksen (V), da han tirsdag fremlagde regeringens finanslovforslag. Det mener Liberal Alliances partileder, Anders Samuelsen.

Alligevel ser Samuelsen muligheder for, at Liberal Alliance kan komme med i finansloven.

- Vi vil fokusere på at få fjernet tidsler i lovgivningen, som er kommet til hen ad vejen. Det tror vi på kan lade sig gøre, fordi vi har stærke argumenter, siger Anders Samuelsen.

Han møder op med ni ønsker til forhandlingerne på stengangen i Finansministeriet. Partiet vil blandt andet have afskaffet multimedieskatten, iværksætterskatten og særskatten på pensioner samt få selskabsskatten sat markant ned.

Målet er at skaffe flere investeringer og dermed arbejdspladser til Danmark. Ifølge Anders Samuelsen har partiet fuld finansiering til forslagene.

Han er især optimistisk i forhold til at få afskaffet den omdiskuterede multimedieskat.

- Det koster det danske samfund 400 millioner kroner om året at have multimedieskatten. Det må nærmest være en gave at komme af med ordningen, siger Anders Samuelsen.

Det er til gengæld dyrt at halvere selskabsskatten, men med øget vækst i økonomien er regningen rigeligt dækket ind, siger Anders Samuelsen.

- Forskellen mellem at have en vækst på 1,8 procent, som regeringen forventer i Danmark, og 4,5 procent, som de har i Sverige, er enorm. Over 10 år giver det 250 milliarder kroner. Det rykker noget i stedet for at diskutere, om der skal bruges 100 millioner kroner på det ene eller det andet, siger Anders Samuelsen.

/ritzau/