Mange tusinde nordjyder skal fremover helt bogstaveligt klemme ballerne sammen for at få den offentlige økonomi til at gå op.

Frederikshavn Kommune mangler penge, og politikerne har derfor netop besluttet sig for at nedlægge samtlige offentlige toiletter i hele kommunen.

På den måde regner de lokale byrødder med at spare en million kroner på papir, varme og vedligeholdelse, skriver DR Nordjylland.

Inden beslutningen blev truffet, var et andet forslag om at finde en betydelig del af pengene ved at skrue ned for vandingen af blomsterkrukker i en række mindre byer til gengæld blevet fejet af bordet.