Godt nyt til 150.000 Nykredit-kunder. Højesteret gav i går Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen medhold i, at realkreditkæmpen ikke må hæve gebyrerne på deres boliglån - de såkaldte bidragssatser. Dermed slipper kunderne for at skulle betale omkring 1.200 kr. ekstra om året efter skat per lånte million.

Nykredit må ikke hæve gebyrerne på boliglån for en stor gruppe af kunder, der har optaget et realkreditlån før april 2012. Det slog Højesteret fast i går. Dermed er der sat endeligt punktum i en årelang strid mellem konkurrencemyndighederne og Danmarks største realkreditkoncern.

Dommen er både en glædelig nyhed for de berørte kunder, men også for boligejerne generelt. Ifølge boligeksperter vil en sejr til Nykredit, der også ejer Totalkredit, kunne have sat gang i en bølge af nye prisstigninger på realkreditlån.


Brød aftale

Striden bunder i, at konkurrencemyndighederne i 2003 stillede som betingelse for en overtagelse af Totalkredit, at Nykredit ikke måtte opkræve mere end 0,5 pct. i bidrag, der er det gebyr, man betaler realkreditselskabet for at administrere et boliglån. Det forklarer Curt Liliegreen, sekretariatschef i Boligøkonomisk Videnscenter.

- Da der på et marked med få store spillere ofte vil være en tendens til, at priserne følger hinanden, er myndighederne nødt til at holde godt øje med markedslederen. I og med at Nykredit fik så dominerende en position på realkreditmarkedet efter fusionen (tilsammen har de en markedsandel på omkring 44 pct., red.) aftalte man derfor en grænse, siger han.

Da Nykredit i 2010 - trods aftalen - varslede en forhøjelse af bidraget, fik det Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen til at påbyde, at gebyret forblev uændret.

Nykredit argumenterede for, at markedsvilkårene har ændret sig siden 2003, og at påbuddet stiller selskabet dårligere end konkurrenterne. Og i 2012 gav Sø- og Handelsretten koncernen medhold i, at tilsagnet ikke skulle være bindene for tid og evighed. Dommen blev dog anket til Højesteret, der altså nu fastslår, at det er permanent.

Påvirker hele markedet

Seniorøkonom Morten Bruun Pedersen forklarer, at netop tilsagnet om ikke at hæve bidragssatserne har været det eneste halmstrå i kampen mod de hastigt stigende priser.

- Når de kunder har så lave bidragssatser, påvirker det også resten af markedet. Ud over tilsagnet har vi faktisk ingenting, der kan være med til at afdæmpe bidragssatsernes himmelflugt. Hvis Nykredit havde fået medhold, ville selskabet begynde at sætte priserne op, og det havde så spredt sig til resten af markedet, siger han.

Siden april 2012 har Nykredit-koncernen udstedt alle nyudlån gennem Totalkredit, da restriktionerne kun gælder for Nykredits privatkunder.

Derfor opfordrer Morten Bruun Pedersen de 150.000 kunder, der har et af de gamle lån, om at holde godt fast i dem.

Hold fast i gamle lån

- Nykredit kan ikke sætte bidragssatserne op på de gamle lån, men det kan man på nye lån. Så de gamle kunder skal være varsomme, da Nykredit sandsynligvis vil gøre alt for at få dem over i Totalkredit, siger han.

Økonomisk betyder nederlaget, at Nykredit fortsat tjener omkring 200 mio. kr. mindre om året på de pågældende kunder sammenlignet med koncernens øvrige kunder.