Ubehageligt, at læges objektivitet drages i tvivl

Folk ville have vurderet den landskendte læge Tage Voss' udtalelser om rygning anderledes, hvis de havde vidst, at han blev betalt af tobakskoncernen Philip Morris.

Det siger formanden for Lægeforeningens etiske udvalg, Hanne Mollerup, efter oplysninger i Jyllands-Posten om, at den danske Rygerforening Hen-Ry (Hensynsfulde Rygere) siden 1987 har modtaget bidrag fra tobaksimperiet til blandt andet medietræning, reklamekampagner, konferencer m.m.

- Jeg vil ikke tage stilling til den konkrete sag - den må folk selv forholde sig til. Men det er Lægeforeningens holdning, at der skal være åbenhed om sponsorering. Hvis en patient på et sygehus f.eks. bliver tilbudt en behandling, hvor der bruges forsøg, som lægen har økonomiske

interesser i, skal patienten havde det at vide, siger Hanne Mollerup til Ritzau.

- Det er ubehageligt, hvis der, som i dette tilfælde, bliver rejst tvivl om objektiviteten i en læges lægefaglige udtalelser, tilføjer hun.

Ifølge interne dokumenter fra Philip Morris stod den nu 82-årige Tage Voss personligt i en årrække på lønningslisten hos det amerikanske tobaksselskab.

Tage Voss har i kraft af sin titel og et næstformandskab i Hen-Ry i årevis været en af de mest gennemslagskraftige og kontroversielle personer i den danske ryger-debat. Han har i tidens løb kategorisk afvist, at det skulle være bevist, at folk får lungekræft af tobak, og han er bl.a. blevet indklaget for lægernes etiske råd for at påstå, at passiv rygning er uskadelig./ritzau/