Toms Gruppen købte i dag slikfabrikken BonBon i Holme-Olstrup ved Næstved, mens forlystelsesparken BonBon-Land, der ligger i umiddelbar nærhed af fabrikken, ikke er omfattet af købet.

Med salget af BonBon slutter grundlæggeren, Michael Spangsberg, sit virke i konfekturebranchen, hvor det i løbet af 15 år er lykkedes ham at opbygge virksomheden fra 10 til cirka 300 medarbejdere og opnå en stærk position i Norden.

Hvad Toms har givet for BonBon, vil administrerende direktør i Toms Gruppen, Per Harkjær, ikke oplyse.

Salget af BonBon får ikke nogen umiddelbar indflydelse for medarbejderne, idet fabrikken øst for Næstved stadig skal producere de varer, som den gør i dag. Og både BonBon og Bogø-navnene bliver videreført under den nye ejer.

/ritzau/